Jeg har skrevet et brev. Ordene i brevet har rumsteret i mit hoved, siden jeg første gang fik overbragt nyheden for et lille år siden. Det kom som et chok, da jeg stødte ind i en gammel veninde fra gymnasium-tiden, som spurgte mig om jeg havde hørt om dét, med ham. Til det spørgsmål refererede hun ligeledes til en artikel om sagen, som både fik adrenalinen til at suse igennem kroppen, men på samme tid gjorde mig trist til mode, da jeg læste artiklen samme aften.
Er det virkelig sandt? Er det virkelig ham? Det blev hurtigt klart, efter lidt detektiv arbejde, at svaret på de to spørgsmål var ja, og da der endeligt blev afsagt dom i sagen, var der ingen tvivl. Dér var han – på forsiderne.
Brevets indhold cirkulerede i mit indre alt for længe, men det var klart hvad jeg vil have han skulle vide. Denne person var en stor del af de fantastiske og turbulente ungdomsår, hvor også min familie fik en nær relation til den nu dømte mand, som flere yndede at kalde mit vedhæng på og omkring gymnasiet.
En sætning som gik igen og igen, da tankerne faldt på at skrive til ham lød således: en mand er ikke summen af dennes beslutninger. Om det er noget jeg engang har læst eller om det er et originalt citat er jeg ikke klar over, men grundet sætningens genklang, hver eneste gang jeg tænkte på ham, ved jeg at det er dybtfølt. Det er dét jeg skal have sagt til ham.
Jeg fordømmer dog hans handlinger. Hvordan man kan gøre sådan mod andre mennesker, har selv ikke jeg fantasi til at forstå, men så igen, hvem ved hvordan han så verden i det moment?
Man skal være rablende psykotisk, hvis man sætter familieliv med børn og villa over styr, for noget man ALDRIG vil kunne slippe af sted med. Så hvorfor gjorde han det, spørger jeg mig selv om. Alle der på et tidspunkt har krydset hans vej, ved at han er en særling, og alle dage har været det. Uden nogen form for forståelse for andre menneskers personlige rum, og en galoperende ADHD, som ikke stopper for rødt.
Igennem mit forhold med ham og hans familie, ved jeg at skeletterne i skabet giver Naturhistorisk Museum kamp til stregen, mens dynamikkerne på familie-fronten kan sammenlignes med et Hitchcock plot. Jeg har set en mand på randen af komplet mentalt kollaps, også lige lidt over, så asfalt vejen fik på kasketten, mens blodet sprøjtede ud til alle sider.
Og nu sidder han der. Helt alene, fordømt og har mistet alt. En mand jeg stolt kaldte min bedste ven for mange år siden, selv om folk synes han var for mærkelig til at kendes ved. Jeg blev glad da jeg så hvordan hans liv havde udviklet sig, for han fortjente at være lykkelig. Det lignede i hvert fald lykken var gjort ud ad til. Derfor vil jeg ikke dømme ham ene og alene ud fra denne tragedie. For jeg ved han var et godt og misforstået menneske, hvorfor jeg håber og tror, at det menneske jeg engang kendte, stadigvæk har sin eksistens i ham.
Derfor lykkedes det mig endelig at skrive brevet færdig for et par uger siden, hvor jeg fortæller ham om min sætning. Jeg fortæller ham hvad jeg tror han gerne vil høre. Hvad jeg ved han har brug for at høre, mens han sidder der alene i cellen. Fra undfangelsen af det fysisk manifisteret brev på mit kontor et sted på vestegnen, ned i en kuvert, ned i attachetasken, med hjem til Nørrebro, klar til at blive.. lagt ned i skuffen.
Og her ligger det endnu.
Det er tilsyneladende nemt, at tænke på at gøre noget. Dernæst skal det igennem en skabelsesproces, som man skulle tro var den svære del. For mig tog det 180 dage, plus minus. Alligevel, selvom det skide brev er klar til afsendelse, er der noget der afholder mig fra at sende det af sted. For på trods af at jeg gerne vil fortælle ham, at han ikke er alene i denne verden, og jeg ved hvem han i virkeligheden er, ved jeg ikke om jeg er klar til det.
Min konklusion må være, at den svære del i denne sag, er som så mange andre situationer involverende mennesker og dybe følelser, er at fortælle folk hvordan man i virkeligheden går og har det. Med dem eller generelt er underordnet. Om det er ens egne inderste tanker om sit forhold, misbrug, angst eller sorg, kommer tankerne lettere end selve handlingen.
I skuffen er brevet at finde. Og det bliver det ved med for nu.
Adspredt 