Bilen har endnu ikke forladt parkeringspladsen, da musikken brager løs over anlægget hans bil. Musikken er højlydt nok til, at de personer der sider tilbage og arbejder på det firlænget kontorhotel, også kan lytte med, mens basen fylder den grå gårdsplads, hvis eneste livstegn ud over den rungende musik, er de visne blade der bliver slæbt af vinden rundt om de få biler, der endnu ikke har vendt deres kurs hjemad med ejerne, og den tunge regn som har silet ned over beton landskabet hele dagen.
Han kan mærke at han er træt, men det er vist sådan livet udspiller sig for det arbejdende folk med et 8 til 16 kontorjob, tænker han. Musikken giver ham fornyet energi til dagens sidste krampestræk, som er at bringe ham hjem til privatlivets fred. Nærmest som om det var planlagt, kommer ét af hans favorit numre på idét han rammer tilkørslen til motorvejen, mens hans højre fod øger presset. Han når lige akkurat at nyde bilens optræk igennem regnen og den nærforestående fritid, da tanken slår ham og flår ham nådesløst ud af nuet. I morges luftede han gevaldigt ud i lejligheden, men om han fik lukket vinduerne efter sig, var han usikker på. Tanken om det potentielt katastrofale syn af regn i hele lejligheden, der måske møder ham når han kommer hjem, leder tankerne hen på hans kæreste. Energien fra musikken er sluppet op, hans ængstelige grimasse spejler imod displayet, hvor hans pegefinger nu er placeret.
Han er ved at ringe kæresten op, men ved at hun af og til ikke har mulighed for at svare, men heldigvis går kaldet igennem i dag. “Hej skat, hva’ så”, siger han så energisk han kan. “Jeg er stadigvæk på kontoret. Den bliver sen i dag”, svarer hun lavmålt, mens hun bevæger sig ind i et mødelokale, hvor hun kan tale frit. Efter en kort snak, får han etableret at han kan nå at have aftensmaden klar, inden hun når hjem. “Jeg er hjemme klokken 18 tidligst, elsker dig skat”, afslutter hun kærligt.
Gode samtaler som disse, er med til at gøre ham i godt humør. Det pludselige gode humør får ham til at reflektere over dagen og sine gøremål, mens smilet på hans læber, langsomt bliver erstattet af et tomt blik. “Nåede jeg det jeg skulle”, “sagde jeg noget irriterende”, “var jeg for meget” er alt sammen spørgsmål, som pludseligt svæver igennem den indre monolog. Han reagerer resolut ved at røre bilens displayskærm, finder favoritkontakterne og trykker på den første der falder ham ind. Der er tæt trafik ud på eftermiddagen og han tager en dyb indånding .
“God dag min ven” bliver der svaret med det samme i den anden ende, mens smilet igen er at finde på hans læber. Efter en hyggelig snak frem og tilbage om alt og intet, er han ved at være hjemme hos sig selv. “Håber snart vi ses, det er alt for længe siden” afrunder han, mens han parkerer sin bil i båsen.
På den korte gåtur fra båsen til lejligheden, kommer han til at tænke på det sidste han sagde til sin ven. Man kan se i hans ansigt, som nu prydes af røde kinder fra det kolde vejr, at smilet atter har forladt skuden. I det sidste stræk ind i hjemmets trygge rammer, konkluderer han, at han må være bedre til at ses med sine venner og familie, og det er et delt ansvar, hvilket kan aflæses i hans ansigt med et bestemt og ansigtsudtryk, med tilhørende nikkende bevægelse.
Klokken nærmer sig 17 da han træder ind af hoveddøren. Endelig hjemme i sikkerhed, tænker han. På dage som disse, priser han sig lykkelig over, at have planlagt ugens menu på forhånd, som naturligvis indebærer tilhørende dagligvare-indkøb, der ordnet i samme ombæring. Nu skal maden bare samles, hvorfor det første han går i gang med i hans selvbygget Ikea køkken, er at få styr på Mise en place. Det er en ret simpel gryderet i dag, som både han og kæresten kan lide, og som han nærmest kan lave med lukkede øjne.
Til højre for køkkenvasken placerer han et stort lyst bambusskærebræt, efterfulgt af alle grønsagerne, som han vanen tro ligger inden for håndsrækkevide af skærebrættet. Denne konstellation tillader hurtig adgang til vasken, for de dele af grøntsagerne der ikke skal i retten. Han kigger på uret der placeret på væggen lige ovenover køkkenvasken, som fortæller ham at han har 45 minutter til at få dagens sidste tjans overstået. Slutvis vælger han sin yndlingskniv til det forelæggende arbejde. En stor, skarp og tung Damaskus kniv, som han fik af sin svigermor for et par år siden.
Han elsker at snitte løg, noget som nærmest kan læses i det udtryk der nu skinner fra hans ansigt. Han ser fokuseret og rolig ud, mens opgaven udføres uden problemer. Det samme gør sig gældende med de resterende grønsager, som fint bliver placeret i en skål, inden de smides i den opvarmet gryde.
Retten begynder så småt at gå i ét, mens risene gøres klar. Det dufter godt, tænker han, mens han mærker sin mave knurre. Det nærmer sig nu og det sidste der skal gøres, inden retten er færdig, er at smide frisk hakket persille i gryden.
Persillen bliver plukket fra den røde potte til venstre for køkkenvasken, hvorefter han skylder bundtet og placerer den på det store spækbræt. Han er i sit es i køkkenet. I sin egne tanker. Med et fast greb om Damaskus kniven i sin højre hånd, og persillen hold fast i et bundt på spækbrættet, med den venstre, er han klar til at hakke persillen, og som resultat af hakkeriet, fylde køkkenet med den friske duft.
Pludseligt står hun der. Lige ved siden af ham. Nærmest uden nogen form for kontrol, svinger han den tunge Damaskus kniv med højre arm, i hendes retning og med kurs efter hendes hals. Ude af stand til at stå imod og chanceløs i kampen imod impulsen, rammer kniven og efterlader et massivt gabende hul i hendes strube, mens ikke én eneste lyd kommer fra hende, mens hun falder ned på det hvide køkkengulv, i en hurtigt akkumuleret pøl af blod. Billedet af hende liggende dér, mens hans holder Damaskus kniven, får ham til at stivne. Hans ansigt er fuld af rædsel og panik, farven på hans ansigt går i et med de hvide køkkenskabe. Frygten for dette scenarie er blevet til virkelighed, når han at tænke, da en høj lyd der kommer fra gangen, får revet ham ud af sine tanker. Det er dørtelefonen der hyler efter ham. Han kigger på uret, vis visere fylder ham med et velkendt ubehag, men en befriende og velkommen lettelse.
Adspredt 