Kapitel 1 – unavngivet

Der var gået lang tid. I hvert fald længere end det der var aftalt. Jeg sad afventende på én af Godas mange udtjente beværtninger, mens jeg forsøgte at følge med de lokales tørst, for ikke at vække opsigt. Stedet var opkaldt efter et lokalt sagn omhandlede et stort smaragdgrønt krybdyr, som siges at hjemsøge havet længere vest på. 

Den Grønne Serpentes er ikke iøjnefaldende på nogen vis. De små ubelyste kroge frekventeres af sømænd, som kommer for at få stillet deres lyster, men på trods af at jeg har indtaget en plettet silke beklædt krog, er det ikke derfor jeg er her.

“Endnu en omgang, kal”, spurgte kromutter med hendes tykke Goda dialekt og et skævt smil “eller måske et værelse med lidt selskab, kal”. Jeg er sikker på mit blik sagde det hele, men jeg frabedre mig yderligere. “Eller tak, kal”.

Et ordentligt brag lød fra døråbningen, hvor et monstrum af en mand vaklede ind på beværtning, i et vældigt postyr. Underholdnings pigerne gispede højlydt, mens lyset udefra oplyste det mørke rum, og afslørerede  alle de mandlige gæsters skarpe blikke, som nu var rettet skarpt imod monstrummet.  Det eneste man kan se på den unormalt store mand, var hans laset og våde tøj, men også hans øjne. De markerede øjne. De besatte rødligt glødende øjne. “Hmfmfm hmfmf” fremstammede giganten, inden han kollapsede med endnu et brag, der fik de gamle fugtige trægulve til at skælve. Et par sekunder efter begyndte den gigantiske krop at svinde ind. Den alt for hurtige forrådnelsesproces var allerede i gang og mit trænede øje kunne se, at den mørke energi udledt af denne proces, hurtigt tog fat i det faste slæng på Den Grønne Serpentes.

Jeg vidste med det samme, at dette ville være starten på noget ubehageligt. Vi havde aftalt en stille transaktion på hendes territorium, men jeg skulle have vidst bedre. At bytte hemmeligheder af denne karakter, bringer naturligvis opmærksomhed fra alle de forkerte kanter.

Den netop kollapset mand hedder, eller rettere, hed, Thei og jeg kunne genkende ham i sekundet han trådte ind, ud fra hans enorme korpus.  Jeg havde bare få dage tidligere betalt ham, for at opbevare mig i en tønde med rådne uidentificerbare fisk i to uger, mens vi sejlede syd imod Goda. Det var den eneste måde jeg kunne komme i land uset, men stanken fra fiskene var ulidelig. Fiskene startede naturligvis ikke med at være rådne, men det varme klima nordpå fik hurtigt fiskene i forrådnelse, men var på samme tid min eneste mulighed for føde. Normalt tilsætter fiskerne salt i deres tønder med fisk, for netop at undgå forrådnelsen, men det var selvsagt ikke en mulighed, hvis en levende organisme skal overleve to uger i en tønde.

Da vi kom i land rullede Thei tønden ind i et lagerhus han havde adgang til, og så begyndte skrubningen. Jeg stank, men Thei var vant til fisk og gjorde et godt stykke arbejde time efter time, mens min hud kun enkelte steder var skrabet væk. Fiske stanken var dog så godt som væk og det havde nu kostet ham sit liv. 

Det eneste jeg kunne høre var mit eget hjerteslag og ilden fra det lille ildsted til venstre for mig, hvis flammer omkransede et stykke brænde, og faldt sammen. Lyden af det snart ikke eksisterende stykke træ fik mig til at kigge op imod ildstedet, som var et sørgeligt forsøg på en varmekilde, men nydeligt beklædt af sod befængt granit. Foran ildstedet var et nydeligt rødt broderet uldtæppe, med hvad jeg syntes lignede alskens slags fisk, men som soden havde plettet efter mange års tjeneste, og gjorde det svært at vurdere hvad syersken i sin tid havde tiltænkt som motiv.

Da mine øjne kiggede væk fra ildstedet et øjeblik efter, bemærkede jeg blikkende der hvilede diabolsk på mig. Det var som at kigge op på en skyfri stjernehimmel en sommernat, bortset fra de hvide prikker der normalt findes på nattehimlen, i dette tilfælde var erstattet af røde intense cirkler, som udsendte en ækel og simpel ondskab. De fandt mig. Han fandt mig. De forbandet hjemsøgende røde øjne.

Med ét kom den første mand imod mig med en lille økse, der lignede noget der bliver brugt til at skære hovedet af små sild. Hurtigt fik jeg rejst mig op, trak lidt til venstre og i en hurtig bevægelse med højre arm, stak jeg ham gennem halsen og hev struben ud på ham. 

Ud af ingenting blev det lille lokale vandhul, forvandlet til en slagmark af udfordrende, der tankeløst fandt hvad der var af slagvåben og spidse genstande, for at tjene deres midlertidige herre, ved at tilintetgøre mig. Hurtigt var der to nye modstander foran mig, der denne gang var mere jævnbyrdigt bevæbnet.

Den ene stod med en sabel, som glimtede i skærene fra vokslysene på mit bord, og afslørerede at den var ny slebet og ufatteligt skarp. Hans tankeløse partner havde valgt at tage en tohovedet økse med i byen, som lignede et våben, der vil havde passet godt til Thei. “Lige mit held”, sagde jeg til mig selv. 

Bevæbnet med intet andet en min krystaldakkert, som naturligvis har sine fordele når man normalt arbejder i det skjulte, var det klart at jeg måtte bruge min mentale dominans. Min gave fra Zebraxi. Alt stod stille i mit indre blik, mens jeg fokuserede med alt det jeg har lært. “BRUG… ØKSEN.. PÅ. HAM!!” sagde jeg til manden med den gigantiske økse, med mine tanker. Jeg kunne se i hans øjne, de røde skær falmende, at min dominans virkede efter hensigten. På trods af mandens enorme statur, havde jeg læst rigtig, at jeg var ham overlegen i det mentale spil om balancen mellem lys og mørke. Han hakkede med alt sin kraft sin med overfaldsmand i baghovedet, og slaget splittede hans kranie i to. Dette fulgte jeg op med to hurtige skridt frem og minkrystaldakkert placeret lige i øksemandens hjerte, alt imens det sprøjtende blod fra sabelmandens kranie, gav en rødligt genskær i de stadigvæk tændte vokslys.

Men hvad nu? Hvordan skulle jeg komme ud af denne knibe? 

Foran mig, med et par meters mellemrum, stod resten af gæsterne med trukne våben og kiggede på mig afventende. Jeg greb en gren fra ildstedet, som kun var brændt i den ene ende og holdte den mod mine modstanderne. “I så hvad jeg gjorde med de andre. Ikke ét skridt nærmere!”. Jeg vidste godt at de stakkels gæster blot var marionetdukker. Menneskelige beholdere for fjendes ondskab, og formentlig helt uden skyld. Det var nytteløst at forsøge, tænkte jeg. 

Det strejfede kort mine tanker, at forsøge at brænde stedet ned til grunden, som jeg også var utrolig tæt på, da det virkede som den eneste vej ud.

Jeg tog et skridt hen imod baren midt i lokalet, da jeg var ved at falde over noget på gulvet. Da jeg kiggede ned kunne jeg se, at jeg havde sparket det røde uldtæppe lidt til siden og til min store overraskelse, var en skjult lem kommet til syne, og bedømt ud fra den manglede sod hvor tæppet før havde ligget, var denne lem ikke benyttet i meget lang tid.
Flammerne fra ildstedet bag mig afslørerede også en velkommen overraskelse. Zareks rune kom til syne på det ellers sod-befængte gulv. Det hele var tilsyneladende planlagt, og derfor kastede jeg med alt min kræft faklen imod pøblen, som lignede de skulle til at angribe. I den samme bevægelse som mit kast, hev jeg fat i lemmen, hviskede ét af Zareks ord, og hoppede ned i et dybt mørkt hul, hvor selv ikke flammerne fra 100 ildsteder, kunne afsløre hvad der var på bunden.

Det føltes som om jeg var i frit fald i 10 sekunder, hvorefter mørket omsluttede mig. Det eneste jeg kunne se fra dybet, var den nu forseglet lem, som lyste op med Zareks velkendte, og velkomne, blå farve. Jeg tænkte på pøblen oven over mig. Inden længe vil de komme til sig selv, og ikke have en anelse om de hændelser der netop var foregået på kroen. Måske vil de komme til sig selv og finde en bror, en ægtemand eller måske en søn brutalt myrdet foran dem, uden nogen idé om hvad der var hændt dem. Jeg tænkte på øksemanden. Øksemanden, som jeg havde brugt som et våben, og nu formentligt ville blive dømt og hængt for to mord, som han intet havde med at gøre. Vederstyggeligheder som dette er desværre bare en lille pris at betale, for kampen imod denne fjende er langt, langt større.