Jeg finder det tæt på umuligt at forklare andre mennesker, om den kærlighed jeg har til min klub. Når min omgangskreds og andre mennesker jeg har stødt på, har fortalt om deres forhold til deres klub i England eller Spanien, blegner deres passion, i hvert fald i forhold til de følelser, der bruser frem i min krop. Det er for det meste ikke det samme, der føles.
Den kærlighed og hvad den gør ved mig, finder jeg enormt abstrakt, og det er derfor svært at sætte ord på hvad den betyder for mig, mens omverdenen skråler om fanatisme og kalder os bøvede.
Når mediecirkusset peger fingre, anført af Plæneklipperen fra Århus, tilsat medløber syndromet fra “support” sider på Facebook og decideret psykose lignende opråb fra selvudnævnte Twitter debattører, bobler raseriet dybt inde i mig.
De forstår det ikke. Men det er okay, for jeg forstår deres frustrationer. Alle med tilknytning til klubben fra Vestegnen har det svært over det nye ejerskab, eller hvad det har medført. Spektret spænder fra højre radikaliseret fans, som på ingen måde kan se sig selv i de nye ejere holdt op imod klubbens værdier, mens modpolen ser med afsky på gruppen på den anden fløj, som protesterer i form af stemningsboykot.
Sidstnævnte ynder at bruge udtrykket “ingen over klubben”, som på overfladen synes passende. De synger ikke, selv om spillerne på banen har brug for dem, hvorfor de er over klubben. Når man graver i mulden, vil man på et tidspunkt finde ler og sten, men hvis man som internetkriger fra enten Facebook- eller Twitter-infanteriet blot dvæler og finkæmmer dette første lag af muld, får man beskidte hænder og sidder fast i den ene brune nuance.
Protestens startskud faldt på et uheldigt tidspunkt for stemningskernen, som netop havde været i vælten for en masse episoder og beskyldninger. Derfor var de allerede inde gjort til syndebuk for alt der var galt i fanscenen. Af samme årsag opstod en antagelse om, at orange fløjen er det samme som stemningskernen, hvilket er faktuelt forkert. Orange fløjen består af alle typer fans, men med samme ønske til det nye ejere. Kravet om en aftale, hvor de nye ejere lover at passe på klubben og de ting der forbindes med os. Er det virkelig urimeligt at bede om? Og hvad kan man gøre for at blive lyttet til?
“Stoltheden er kolossal” siger vi, men alligevel bliver spillerne mødt af en nådesløs pibekoncert efter et dårligt resultat, mens førnævnte soldater og medier revser fanscenens kerne i orange. Hvor kolossal er stoltheden så i virkeligheden, når hyletonen hiver spillerne endnu længere ned, men efterfølgende sabler protesten ned, og peger ansvaret for manglende succes, i retning af den historisk højlydte, boomende og fanatiske, men fraværende, stemningskerne.
Det tyder på, at den orange fløj og deres protest har den ønskede effekt, eller i hvert fald viser det, at den stemning på tribunen, som forbindes med klubben, er uvurderlig, hvilket er præcis den tunge bargaining chip, som kan forene fanscenen, klubben og det nye ejerskab.
Hvorfor skal andre mennesker og eksperter pege fingre og negligerer andre menneskers følelser, overfor det de elsker og har kært? Hvordan kan disse personer blot antage, at bare fordi klublogoet er det samme, ændrer følelserne sig ikke, og det forventes at man bare møder op og leverer varen? Det er for mig svært at lave en sammenligning eller drage en parallel, grundet emnets, i det mindste for mig, abstrakte natur.
Derfor vil jeg blot konstatere, at de nye ejere har købt et produkt i deres øjne. Et produkt de skal tjene penge på, og når det ikke er en god forretning længere, eller at der kommer et bud fra en ny ejer, er de ude og ser sig aldrig tilbage. Et attraktivt produkt med berømte fans og gigantisk eksponering i danske medier. Et produkt, tusindvis af mennesker har interesse i, samt på en eller anden måde, har en religiøs betydning i disse menneskers eksistens.
Det er mere end en klub, mere end et produkt for os fans, hvilket hele konflikten handler om. Den orange fløj ønsker at bevare klubben og dens værdier langt ind i fremtiden, så vores børn en dag kan føle det virvar af følelser, som jeg ikke kan sætte ord på, men aldrig vil være foruden, på trods af nedtur efter nedtur. At være fan af denne klub er at forstå hinanden igennem kærligheden, og de utallige rutsjeture og kriser der har været igennem årene.
For det er hvad Brøndby er. Brøndby er fællesskabet, historien, minder, vestegnen, glæde, vrede, skandaler, farverne, folket, mennesker. Menneskerne. Kærligheden bringes videre fra generation til generation, hvorfor klubben skal beskyttes og bestå. Hvorfor er det så ikke okay, at man på den korte bane bløder på præstation og stemning, når de gule og blå tårer i sidste ende gør, at en aftale om værdierne indgås og dermed sikre, at alle får muligheden for at give kærligheden videre?
Brøndby hjerter bløder gul og blå. Det er sket gang på gang, og det vil det blive ved med langt langt ind i fremtiden, til den dag jeg ikke er her længere. Der vil min kærlighed leve videre på stadion til evig tid, som et ekko skabt af evig passion og troskab fra et blå-gult hjerte, videre til fremtidens generationer. Hvis vi passer på vores klub.
Adspredt 