Aftappet lykke

Engang troede jeg på Gud. Jeg mindes at det var omkring min konfirmation, hvilket gjorde mig til en ung teenager på det tidspunkt, hvor jeg bad til en større og usynlig kraft for sidste gang. Det står tydeligt i min erindring, på trods af en ubegribelig dårlig hukommelse, at jeg bad for min morfars liv, da han nærmede sig sine dages ende blot uger efter sin kone, min mormor, som havde forladt alt for tidligt. Jeg bad hver eneste aften inden jeg skulle i seng, men som årene gik blev søvn en mangelvare, og jagten på den en evig forbandelse. Og mine bønner, ja de blev aldrig besvaret.

Jeg kan husker at noget ændrede sig i mig i denne tid, for udadtil blev jeg mere udadfarende og aggressiv, men indvendig langt mere forvirret. En katalysator for denne ændring var min mor, som gik ind i en langvarig depression, som jeg tror hun aldrig er kommet ud af. Oven i hatten var hun gift med en maniodepressiv mand med massere penge, som gjorde tingene endnu mere vanvittige. Disse år kulminerede med at vi flyttede fra vores hjemstavn på vestegnen, til et nyt liv i Nordsjælland. Når jeg ser tilbage, slår det mig, at jeg i denne tid lærte noget af min mor. Jeg lærte at gulvtæppet altid har plads til flere ting under sig, så længe man kan abstrahere for den akkumulerende støv, rod og traumer, der langsomt løfter tæppet over gulvet.

Gud forsvandt fra mit liv sammen med troen og bønen, men blev erstattet af en tiltagende tilbedelse af mit fodbold, som var ugens højdepunkt. Her kunne jeg save mig sønder og sammen over en fodboldkamp, uden at der var en pris, naturligvis ud over de kolde kontanter brugt på skummende fadøl og diverse. 

Som årene gik med nye og hyppigt skiftende romantiske forhold, blev mit forhold til alkohol og medikamenter uden afgifter tættere. Den slags ikke just en fremmed i familien, hvorfor jeg begyndte at se et mønster, men det var først da en ekskæreste i mine tyvere nævnte, at hun mente jeg var ADHD, at jeg begyndte at overveje om der var noget om det.

På min mors side er der helt klart en tendens til psykiske problemer eller abnormaliteter, som gerne kommer i par eller flere, mens afhængighed af forskellige slags også er med på sidelinjen, mens der på min fars side af familien heller aldrig er blev sagt nej til en øl. 

I mine sene tyvere var alt ud ad til perfekt, som en karikatur af en succesfuld ung mand i en flot bil, men noget var ikke som det skulle være. Gulvtæppet var tættere på loftet end gulvet, hvor en pandemi satte fut i et allerede for højt alkoholforbrug. Søvn og jeg har altid haft det svært sammen, mens jeg også må erkende, at jeg ikke altid havde de klogeste rutiner, som blev lagt i ruiner, når weekenden stod for døren. Derfor begyndte jeg at drikke. Og drikke gjorde jeg hver eneste dag. Dels fordi jeg kunne sove, men i særdeleshed fordi det fyldte mig med glæde og dopamin i lange baner.

Efter et år som en slags alkoholiker, hvor jeg drak vin fra en protein-shaker for ikke at tiltrække opmærksomhed fra min partner, og med utallige aften gåture i selskab med en flaske vodka, begyndte angsten af tiltage noget så eftertrykkeligt. OCD’en fra min barndom kom igen og mit arbejdsliv begyndte også at tage skade, til det punkt hvor min chef så lige igennem mig. På chefens anbefaling kom jeg til en udredning, hvor brikkerne hurtigt faldt på plads, da min ekskæreste vurdering fra 10 år før, viste sig at være korrekt. Før jeg startede på Methylphenidat, mente psykiateren at min angst først måtte komme til livs, hvilket betød at jeg startede på angstdæmpende medicin. Tingene begyndte så småt at gå bedre, men det var først da jeg vitterligt ramte bunden, at jeg så lysningen fra den vej jeg skulle gå.

Forestil dig et arbejdsrelateret event på et fancy hotel i København. Hertil skal der tilføjes rigmænd og hot shots fra den finansielle verden, fri bar i dyr vin, samt en polsk mand der var med på den værste. Dette blev den cocktail jeg manglede for at se klart. En cocktail bestående af dopamin-overload, galskab, mange tusinde kroner og en kollegas jagt på at finde mig i byens gader klokken 10 om morgenen, fordi jeg ikke dukkede op på arbejde den næste dag, men selvfølgelig også en altoverskyggende skam. Jeg skulle smide alkoholen totalt. Det stod nu klart for mig selv, samt alle omkring mig.  

Som sagt som gjort. Jeg fik styr på søvnen, kickstartede styrketræningen og fik plejet mit parforhold. Der kom styr på de indre linjer. Angsten forsvandt og Methylphenidaten begyndte at virke på koncentrationen, hvilket ledte til at jeg genoptog en barndoms hobby. 

Men vent nu lidt. Var det bare det, der skulle til for at være lykkelig? 

Det troede jeg for en stund. Jeg troede at, når medicinen begyndte at virke, vil jeg få en følelse af at være fuldendt. Indtil det gik op for mig, at jeg de seneste 10-15 år har troet jeg har været en anden, end den jeg i virkeligheden er. Nu er der ikke en nødudgang eller lappeløsning på den konstante tankestrøm, som hele tiden kører igennem mit hoved. Jeg er tvunget til at føle hvordan jeg har det konstant, og i perioder som nu, er det som om at alt er ligegyldigt. Jeg føler mig overvældet og til tider paranoid, når jeg eksempelvis tænker over, om jeg sagde noget dumt til nogen på arbejdet. Noget som er fuldstændig ligegyldigt og som sikkert og vist kun foregår i mit hoved, men alligevel kan fylde kroppen med angst, og som bonus gør at søvnen også falder i kvalitet, hen imod det deciderede dårlige. 

Da jeg drak følte jeg mig i live. Jeg følte mig underholdende og spontan. Jeg følte at alt nok skulle blive godt, mens dagen i morgen var lige gyldig, indtil den kom og angsten raserede mit indre. Det er som om at der mangler mening som den jeg følte, da jeg som dreng satte min lid til en usynlig mand i himlen. Der følte jeg, at alle ens intentioner og følelser var en del af noget større. Noget som når livet slutter, vil have betydning for, hvad der venter på den anden side. 

Som jeg sidder her pinligt ædru og med parforhold med vind i sejlene, vil tanken ikke slippe mig. Hvis vi blot har et liv, som skal leves fuldt ud, er det så spild af tid at leve det ensomt, afdæmpet, med svingene ængstelighed og uden dopamin-suset, men med gevinsten af at være mere stabil med søvnen, have et bedre forhold, et bedre arbejdsliv og mere tid til at gå op i hobbyer, eller er det i virkeligheden det hele værd, at give søvnen en langemand og vinke farvel til stabilitet, men derimod føle at man er sig selv, hvor dopaminen flyder i stride strømme i festligt lag, med ens venner og dem som vi ikke kender, og hvor angsten måske eller måske ikke rammer hårdt, i kølvandet på en ordentlig drøner af et dopamin-spark i ansigtet nær næseregionen? 

Jeg ved at ADHD ofte tager depression og angst med sig, hvis man har gået uden at få stillet diagnosen, som jeg tror er tilfældet hos min mor. Jeg ved også, at de dårlige perioder kommer og går, for jeg har et par måneder tilbage haft det skidt, som blev efterfulgt af en god periode, mens en dårlig periode ramte som et lyn fra en klar himmel for et par uger siden. Det er denne ustabilitet jeg har svært ved at forstå. For hvis jeg halvdelen af tiden kan blive fyldt af lykke af at male små plastikfigurer, men den anden halvdel kan give mig lyst til at hoppe ud fra altanen, når jeg kommer i tanke om et pinligt minde fra folkeskolen, hvad fanden er så meningen med det hele. Hvis ingen ting er konstante, eller bare tæt på at være til at regne med, skal jeg så selv være så vedholdende i min kamp for ikke at fylde ganen? 

Det tog mig tredive år, før jeg begyndte at forstå hvem jeg er, men denne forståelse har bragt mig flere spørgsmål, end den har bragt mig svar. Spørgsmålet der går igen og skaber rumklang i mit fyldte tankespind er, hvordan jeg finder frem til indre ro. Indre stilhed. Jeg kender én vej, men den koster i dag mere end de kolde kontanter.