Patriotismens ironi

Man siger Danmark er et af, hvis ikke dét, lykkeligste land i verden. Her fås der diverse økonomiske goder fra staten og ned i lommerne på nogle borgere, betalt af nogle andre borgere. Vi har vores jantelov, der beskytter leverpostejs-normalen, for guderne forbyde det, du må ikke skille dig ud og tro du er noget særligt. Vi har et velfærdssystem, lovprist fra øst og vest, men som druknes i ventelister på operationer og psykiatere. Vi kan føle os sikre på gader og stræder, hvor man sågar kan lade sit barn sove i sin barnevogn, uden at frygte, at en forstyrret tosse løber af sted med din guldklump. Det er faktisk så sikkert, at folk aldrig kunne finde på at tale til en fremmede på gaden, eller tage det tomme bussæde ved siden af dig i en bus, med masser af plads.

Og så har vi selvfølgelig mangfoldigheden. I Danmark er der plads til alle. Vi er et progressivt land, der med åbne arme tager imod Priden og alle dens finurligheder. Vi slår hårdt ned på corona-tosser, mens vi giver plads til John Dillermand og dragshows til børn.  

Vi har gjort op med hygge-racismen og sat foden ned. Og dog. 

I Danmark lever racismen i bedste velgående, for mange anser ikke hygge-racismen for sådan rigtig ægte racisme. Jeg kan sådan set godt forstå, at hvis intentionen ikke er ond, så er det ikke skadeligt. Det er jo tanken der tæller… 

Jeg tror de fleste mennesker kan føle sympati med folk, der ikke har det godt og sulter rundt i verden. Til det formål har vi jo diverse indsamlinger, hvor danskerne kan donere og mætte deres dårlige samvittighed, mens de naturligvis gør en lille forskel. Kommer det dog til at lukke grænserne op, for at disse mennesker kan komme her og bo, samt få en stabil og bedre tilværelse, får piben oftest en anden lyd. 

For når vi ikke engang vil tale med et ukendt dansk menneske på gaden, vil frygten for et menneske, der ikke ligner os, med en anden tro og kultur, udgøre en markant trussel på leverpostejs-tilværelsen i Jantemark. Muslimer har det urimeligt hårdt, for de er alle blevet dømt på forhånd, når medierne har dækket de uhyrligheder begået af ISIS, OBL og lignende, gennem tiderne. For fællesnævneren er naturligvis deres tro, som enkelte organisationer og individer går til ekstremerne med, og bliver radikaliseret. 

Min egen fornemmelse fortæller mig, at vi i Danmark har et afslappet forhold til mennesker med afrikansk udseende. Måske fordi at der er så få bosiddende her, når vi zoomer ud og ser i det store billede. Det forholder sig ganske anderledes med mennesker af arabisk udseende, som oftest bliver bundet sammen med det, at være muslim. 

Måske ved danskerne ikke, at de forekommer racistiske, men når de spørger mennesker, der ikke ligner dem selv, men som taler pæredansk, hvor de kommer fra som de første, bliver det ikke vel mødt af modtageren. Selv af mennesker der ligner os danskerne, men ikke kan vores modersmål, kan man blive mødt af forargelse og foragt, fordi man ikke taler sproget i det land man har bosat sat sig i.

Selv fra statsapparatet mødes modstand, hvor sager med familiesammenføringer bliver afvist, på trods af at resten af familien bor her, cirkulerer ofte i medierne. Sager hvor en dansk mand ikke har et eksamensbevis fra 30 år tilbage, og får afslag for at få sin kone hertil. Sager hvor studenter bliver smidt ud, på grund af en eller anden absurd regel, som en jura-fuldmægtig fik et honorar for. At rykke Udlændingestyrelsen fra København til Næstved, fordi nogen synes det var smart, men som besværliggøre det for de mennesker som har brug for den.

I Danmark ser vi os selv, som lykkens Mekka med plads til alle, hvis bare de har papirerne med fra deres krigshærget og sønderbombet land, og selvfølgelig retter ind efter vores kultur. 

Jeg har det ofte som om, at vi lever i en stor skov, hvor vi netop som ordsproget siger, ikke kan se skoven for bare træer. Når man læser om, at vi kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden indenfor forskellige sektorer, forstå jeg ikke tanken om, at gøre det urimeligt svært at komme ind. Sænk beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft, og sæt nye krav op til nytilkommere om job og uddannelse, i de sektorer hvor vi har brug for dem. Kunne det ikke hjælpe på fremtidens udfordringer?

Danmark er for mig en slags matrikel, hvor vi var heldige, at vores forfædre tilfældigvis befandt sig, men at påstå at et land er noget man har ejerskab på som borger, giver ingen mening. “DET ER VORES LAND – SKRID HVIS DU IKKE KAN LIDE LUGTEN I BAGERIET”. Hvorfor ikke værne og passe sin egen private kultur-tallerken, men åbne sindet for hvad der er anderledes, og om ikke andet, acceptere at mennesker er forskellige?

Det er et sted vi bor, med kultur og værdier, historie og sprog, men det er ikke vores. Det er noget vi alle sammen bidrager til, og som for min skyld gerne må udvikle sig, i takt med vores medborgere og gæster fra andre steder kommer til. Er det så forkasteligt at danske supermarkeder tilpasser sortimentet, til eksempelvis ramadanen?

I Danmark har vi det godt – men det kan godt gøres endnu bedre.