Hvordan ville du have det, hvis dine forældre havde lovet dig, at sommerferien gik til Mallorca med alt-inklusivt, men i stedet tog dig til på vandreferie i Sverige? Måske havde din chef lovet dig en forfremmelse, som gik til en anden? Hvad med din partner, der lovede dig troskab, men bedrog dig bag din ryg?
Bedrag, tillidsbrud og knuste løfter kommer i mange former, men fællestrækket er, at skuffelsen og sorgen det medbringer, kommer på baggrund af et brudt løfte. Barnet vil måske miste tilliden til hvad forældrene siger. Kan du egentlig stole på din chef og fortsætte på samme arbejdsplads? Vil tilliden til partneren være knust, mens forholdet lever videre med mistro, eller er det begyndelsen på enden?
I slutningen af halvfemserne begyndte fodbold at ændre sig. Man så det langsomt i udviklingen af basale ting, såsom Copa Mundials nederlag til letvægtsstøvlen, til skrumpningen af benskinner og naturligvis i kommercialiseringen af en verdensomspændende sport. I 1996 blev Alan Shearer solgt for 18 millioner pund, mens der bare skulle gå fire år, før det beløb var tredoblet af Hernán Crespo i 2000. Siden da er det gået endnu hurtigere, hvor fodbold TV-rettighederne til diverse ligaer er eksploderet, og muslimske olie diktaturer kan købe sig til store slutrunder.
Moderne fodbold sneg sig ind på fodboldverdenen, der ellers startede på engelske kostskoler for de fattige. En sport af folket, til folket. En gentleman sport, hvor film og tidsstræk ikke fandtes. Det er kommet for at blive, da kapitalismen aldrig taber i nogen sammenhæng – og det skete uden at folket anede uråd.
Hvorfor er det så et problem, spørger du måske. Min tese er, at vi kun har set toppen af isbjerget, når vi kigger længere ud i fremtiden. Tiltag som VAR og anden teknologi, har frarøvet spillet på banen mange af de værdier, som var med til at skabe dens popularitet i første omgang.
Derfor bekymrer det mig, at ikke flere Brøndbyfans deler min bekymring, når vi taler om de nye ejere og Brøndbys fremtid. Faktum er, at en kapitalfond, hvis eneste opgave er at tjene penge til sine investorer, ejer klubben som vi alle elsker. Jeg forstår og accepterer, at alle har forskellige meninger om hvad fodbold og Brøndby betyder for dem, men har man stadigvæk ikke forstået, at moderne fodbold accelerer hurtigere end nogen sinde før, hvorfor snebolden kun vil få yderligere momentum herfra?
Hvis gfh ikke ønsker at lave en bindende aftale med fanscenen, kan det først og fremmest mistænkeliggøre deres intentioner. De er forretningsmænd og har lavet en længere due diligence på klubben, hvilket også betyder, at de ved hvad fanscenen betyder for klubben. Produktet Brøndby er altså ikke bare et hold med aktiver, men et produkt med et unikt fællesskab og flere aktiver, men størst er passionen til klubben, der er skabt af frivillige.
Ejerne er kommet og de går ikke igen. Utallige nedture og kriser har defineret klubben fra Vestegnen, men vi har aldrig stået overfor en så stor trussel på klubbens fremtid, som vi gør i dag. Derfor skaber det undren hos mig, at de modvilligt ikke vil skabe fodboldhistorie i moderne fodbold, hvor kendsgerningen er, at vi blot er et porteføljeselskab, men kan blive til det unikke vi er og har i Brøndby. Hvad er deres endgame? Vil de lade stå til og håbe, at nok fans over tid vil genopbygge det vi har, selv om vi måske bliver solgt til en oliesheik eller russer om 10 år?
Er kærligheden til Brøndby blot bundet op på vundne kampe? Buhen og nedgøren af vores såkaldte elskede spillere, som nogen af os møder op for at støtte, men piller ned, hvis spillet ikke er i orden? Er det virkelig bare det Brøndby er for nogle fans? Er det bare et fodboldhold man kan blive sur på, hvis det går dårligt?
Det er det ikke for mig eller de mennesker jeg omgås. Det er så meget større, at tanken om mesterskabet i 2021 kan få mig til at knibe en tårer. Det er meget mere end en trup af voksne mænd, der får penge for at forsvare klubfarverne weekend efter weekend.
Så hvorfor er det så stort et slag i ansigtet, at gfh ikke vil lave en bindende aftale? Brøndby er ikke bare et porteføljeselskab, men noget som ufatteligt mange mennesker elsker af hele deres hjerte. Hvis ejerne ikke vil have papir på, at de passer på vores klub imens de er her, jamen er det så ikke et tillidsbrud, når de fortæller de gerne vil, til at starte med?
Jeg er bange for, at jeg ikke kan tage på stadion med samme passion, for hvis moderne fodbold vinder her, er intet utænkeligt. Stadionnavn, klubbens navn, rugekasseklub, Manchester United-penge-sugning. Hvem ved moderne-fodbold dagsordenen bringer i morgen?
Hvis ikke dette lykkes, vil Brøndby være som alle de andre, mens klubben vil ændre sig for altid.
Jeg vil ønske jeg kunne få alle mine medfans til at forstå. Til at indse, at der er alvorlig fare på færre. Vise omverdenen og ejerne, at det betyder så meget for dig, at du vil gøre det sværeste i en højere sags tjeneste. Ikke at møde op og støtte heltene i gult. Få dem til at bløde på deres investering. Pres dem til at indgå en aftale. Pres dem til at sikre Brøndbys fremtid til alle de kommende generationer.
For kan holdet på banen, som alligevel ikke har noget at spille for resten af sæsonen, ikke klare sig uden opbakning på den korte bane, og med konsekvenser på kort sigt, hvis vi på lang sigt kan redde den klub, som vi elsker, ved at ofre noget nu?
Hvis jeg dukker op, bliver det i sort. Sort for at indikerer sorg og fortvivlelse. Sort fordi tilliden er væk efter løftebruddet. Sort fordi, undskyld på forhånd, det ser sort ud for det Brøndby jeg elsker. Sort indtil Brøndbyernes Idrætsforeningen er reddet og fremtidssikret.
Adspredt 