Store følelser, big business

For de fleste mennesker, der lever i et kristent land, er søndag en hellig dag. En dag der ikke skal bruges på arbejdsgiverens matrikel, men måske sammen med familie i et shoppingcenter, i naturen eller noget helt tredje. Man har tid til sig selv. Til at pleje sig selv og måske sine hobbyer. Man kan gøre som man vil på Herrens dag, søndag, hvor mange da også går i kirke.
For mig er det ikke anderledes. Søndag bruges på at ordne de gængse pligter, inden jeg har fuldt fokus på min civilreligion. Min højere mening af galoperende følelses-bonanza. Min fodboldklub på godt og ondt.

Søndage som i dag plejer at være ekstra særlige, for denne søndag, ligesom de uttalige andre søndage i årenes løb, skal vi møde arvefjenden pse. Noget er dog ikke som det skal være – hvilket formentlig er grunden til jeg sidder og skriver dette i min rastløshed, og med angstsummen i kroppen. Ingen fodboldkamp i dag, har jeg besluttet.

I går aftes kom der endnu et kapital i sagaen om Brøndby v. gfh, hvor Jan Bech og Scott Krase kommer med endnu et kontrasvar, som opfølgning på klubbens udmelding og frigivelse af det omtalte “kultur og arv-dokument”. Det er tydeligt at se, at klubben ønsker at styre forhandlingens kollaps og dettes narrativ, når nu fanafdelingen kom det i forkøbet i torsdags.

Man kan jo sådan set godt forstå reaktionen fra klubben, der prøver at mane den almene fan til besindighed. Det lader også til, at det for mange har haft den ønskede effekt, i hvert fald vurderet ud fra reaktioner set på internettet. Og det giver jo mening med disse reaktioner, for “what’s not to like, fanafdelingen?”. Kigger på på de fem intentioner og deres underpunkter, ser tingene jo meget positive ud. Det er noget vi alle kan forstå og være enige i. Det er sådan klubben skal drives – det ér Brøndby!

Smart af Jan Bech, Scott Krase & Co.

For er det ikke det vi har arbejdet for? Scott Krase siger i Brøndbylyd noget à la “this Agreement is Historic. First Club in the World to do this with the Fans”, kan man jo umiddelbart godt være enig med Scott, der for øvrigt gerne vil mødes med hvem som helst, på en parkeringsplads, i en park eller sit hotel. Hvem som helst. Det eneste problem med den udtalelse er, at det er fuldstændig og grundlæggende faktuel forkert.

Det man skal forstå med denne “kultur og arv-agreement” som Scott vil sige, er at det er en hensigtserklæring. Altså et stykke papir der beskriver hensigterne fra ejerne, men som ikke skal overholdes juridisk. Et andet ord for dette kunne være løfte-kodeks. Altså et stykke papir der beskriver løfterne fra ejerne, men som ikke skal overholdes juridisk. Derfor er essensen af førnævnte aftale blot et eller flere løfter fra ejer til fans, som vi har set mange andre steder igennem tiderne.

Under normale omstændigheder betragter jeg mig selv, som en person der altid giver folk en chance. Derfor kan jeg godt forstå de mennesker, der mener at gfh-kritikerne bør give dem en chance. For de er vel ikke bare business-mænd, men forstår vores klubkultur og respekterer den?

Det er vel usandsynligt at gfh kunne finde på, at fører fans (forbrugerne) bag lyset og lyve, som eksempelvis Mark Zuckerberg om forbruger-data, eller Volkswagen om sine rene-diesel-motorer? Det må da alt andet lige være anderledes, når vi taler om noget vi fans ikke forbinder med en virksomhed, men mere som en fodboldklub.

“… it’s (Brøndby) Unique. In terms of not our Clubs and our Portfolio…”. Scott Krase – Brøndbylyd #586.

Her beskriver Scott Krase hvad han har oplevet med Brøndby, og fortæller, at vi er en del af deres portefølje af selskaber, i deres kapitalfond. Senere i udsendelse fortæller Scott, at en juridisk bindende aftale ikke kan lade sig gøre, da man i børsnoterede selskaber altid vil lave en “hensigtserklæring”, hvor vi bliver nævnt på linje med Apple, IBM og Mærsk, for ikke at kunne holdes ansvarlig, såfremt noget ændre sig under vejs.

Det er for mig egentlig et godt argument, hvis vi tager indholdet i det dokument klubben har lagt ud, ind i ligningen. Der er her ting som er op til subjektiv fortolkning, som Scott også fortæller. Den faretruende alarmklokke der dog er meget synlig for mig, er at de fremstår som karikaturen på business-mænd fra Wall Street, der altid vil jagte profitten og ser os som en investeringscase fremfor for en fodboldklub, der elsker af rigtige mennesker. De anser Brøndbyernes I.F. som en børsnoteret virksomhed, hvilket vi naturligvis også er, men forstår ikke hvad der er på spil for alle os med blå-gule hjerter.

Skal Brøndbys fremtid sikres, skal der derfor laves en aftale, hvor de ikke har mulighed for at løbe fra tomme løfter.

Klubben ligger i front, i det narrativ den almene fan ser når de åbner avisen. For mig fremstår Scott Krase noget arrogant og nedladende, mens det også slår mig som om, at han er bedre vidende end den orange-fløj i forhold til big business. Jeg synes du selv skal høre afsnit 586 af Brøndbylyd, for at danne dig dit eget indtryk, men jeg fik en endnu dårligere mavefornemmelse i kølvandet på afsnittet.

Det synes umuligt at få den historiske og bindende aftale der skal til, for at sikre klubbens fremtid, samt fortsat at gøre os til det unikke vi selv synes vi er. På trods af at vi er et selskab, endda et børsnoteret selskab, har vi i vores DNA noget særligt. Noget i vores kultur der gør os specielle. Noget der gør, at vi ikke bare er et firma, som man måske har forsvaret sig med til bekendte der gik i hvidt i skolegården eller på arbejdspladsen.

Lav eventuelt en bindende aftale, hvor de 5 hovedpunkter er beskrevet meget kort og præcist. Vi skal nok møde dem noget af vejen, men udform et dokument, der viser at I mener det. Læg endelig erklæringen som bilag, for der står alt det vi gerne vil høre, men det vil fortsat bare være tomme løfter, hvis ikke der er noget på spil hos gfh, som der er hos os.

Det er ikke noget historisk, Scott. Det kræver at vi kan sende advokaten efter jer, hvis ikke I gør det I lover. Skulle det alligevel ske, har big-business det med at vinde alligevel, som det sker så smukt i guds eget land. Gang på gang.