Er vi mennesker mere fortabte i vor tid, end de var for bare få generationer siden? Der tegner sig et billede af, at vi er i diagnosernes-tidsalder, hvor flere får papir på deres mentale spidsfindigheder, mens angst er blevet et alment problem, som man ofte støder på i diverse podcast, nyheder eller hvor man ellers bruger sin tid.
Når jeg kigger på mig selv, ved jeg ikke hvem og hvad jeg i virkeligheden er, for jeg grubler for det meste over, om jeg i virkeligheden selv er fejldiagnosticeret. Er jeg en ung mand, der prøver for hårdt på at være noget jeg måske ikke er, ved at prøve at fremstå som en intelligent og aspirerende poet, men som i virkeligheden dårligt kan sætte et komma?
Jeg føler mig ikke hjemme i egen krop eller hovedet, hvor der sås tvivl om næsten alt jeg foretager mig, men når jeg finder mening i en for omverdenen meningsløs hobby, såsom at spille PlayStation, bliver jeg selv i tvivl om, at dette måske er spild af ens sparsomme tid på denne jord.
Man knokler for at bevare facaden, når man får det uundgåelige spørgsmål “hvordan går det?”, mens man bruger den sædvanlige høflighedsfrase “at det går godt”. Selv i de mest basale hverdagssamtaler kan man ikke være ærlig, og tager bedrager-dragten på.
Når ens egen partner der har gennemlevet dit rusmiddels-misbrug i flere år, får reddet dig ud af destruktionens vej, men giver dig dårlig samvittighed over, at du mangler mening i dit liv, og du derfor famler efter en ny retning, som tilfældigvis er et hyperfocus i et højintenst computerspil, men dette lever ikke op til hendes ideal af den perfekte partner, hvad skal man så gøre for at finde indre ro?
Lige meget hvad man gør, selv når man prøver at åbne op for det indre tanke-spektakel til andre, får man følelsen af at man kun taler om sig selv, mens man måske også fik fortalt for meget, der naturligvis bliver efterfulgt af bekymringen om, at den person man åbnede sig op over for måske tænker dårligt om en selv, i kølvandet af episoden.
Det er som om at bedragersyndromet er totalt gennemgående, om man er ærlig eller ej, hvilket grundlægger grundstenen i et paradoks, som synes at være et tiltagende problem.
For hvad skal man i så fald gøre for at finde frem til et sted, hvor man er tryg og sikker nok i sig selv, til bare at være. Et sted hvor konklusionen er, at man ikke er en bedrager, men bare et menneske med flere facetter og sindstilstande, der dynamisk skifter og regulerer sig selv. Dette burde være en sandhed, der i sig selv burde gøre masken overflødig, men dette er ikke tilfældet, for når syndromet får fat, virker selv sandheder som en omgang propaganda uden fylde.
Er psykisk sygdom blevet moderne at have, eller har samfundet et stigende og umiddelbart uforklarligt problem, som ulmer som asteroide, der har kurs imod de næste generationers utopiske-samfund?
Jeg tror nutidens ateistiske verdenssyn skader det mentale helbred, på trods af at det er baseret på logik og fakta, for hvor skal man gå hen for at få aflad og frelse? Uden Gud tvinges man til at finde frem til sandheden og roen i sig selv.
Her er det nemme alternativ at få sig et par børn, som kan give dig den mening du er på jagt efter i Guds fravær, selvom dette også bærer bekymringer med sig.
Skal man kapitulere og få viderebragt den genetiske-arv, for udelukkende at finde frem til én udbredt sandhed om meningen i livet, på trods af man ingen interesse og lyst har?
Det bliver børn, før jeg bekender mig til Gud, men indtil da må jeg leve livet på hard-mode.
Adspredt 