Jeg er fanget i en spiral. En naturkraft der trækker i hver en stille stund. En soleklar gift der er uimodståelig. Derfor bør det være ligetil at lade være, men jeg tager mig selv gang på gang med hånden i kagedåsen, hvor skærmen buldrer ligegyldige videoer i en evig algoritme af latterlige memes og kattevideoer. Det føles godt og rart at udløse en endeløs strøm af dopamin igennem telefonen, for det er jo netop det dopamin kan. Det er en rar følelse. Men så rammer klarheden pludseligt – er det virkelig dette jeg vil bruge timer af mit liv på hver eneste dag?
Jeg føler skam og væmmes, når jeg til hver en lejlighed griber om telefonen, og det går op for mig hvad jeg har gang i. For det meste ænser jeg det ikke, og her kommer skammen og væmmelse på bagkant. Hvordan kommer man ud af denne tidsspild-spiral?
Verdenen er så uendeligt stor, vild og smuk og alligevel ses mennesker med stift blik rettet i skærmen. Jeg selv én af dem for det meste. Gid man kunne afvænnes med et snuptag, for kampen mod denne uskyldige vane synes umulig. Vi har sat os selv i en ufattelig vanskelig situation i den digitale verden, da det er svært ikke at have adgang til de apps, der binder os alle sammen, eller som på anden er påkrævet i samfundet.
Man kan naturligvis benytte en computer til de påkrævede aktiviteter, men det er jo et skridt tilbage, eller hvad?
Tanken om at ikke at have telefonen i lommen er angst provokerende, men også abstinens fremkaldende, for dopamin-strømmen skal fodres. Derfor er det ikke bare at hanke op i sig selv og gøre det, men nærmere lægge en plan for sit exit som ved rygestop eller deslige.
Første step i processen for mig har været at anonymisere min digitale-eksistens for at kappe båndet, som snart skal følges op af faste rammer for mig selv, som hvis det havde været en anden mere forestålig afhængighed. Hertil finder jeg det nødvendigt at fortælle min omgangskreds om mit problem, hvilket skal komme eventuelle misforståelse i forkøbet, da hele idéen jo er at være mindre tilgængelig. Være mere tilstede i mit eget hoved og ikke bundet af SoMe-lænken.
Det er på tide at vågne op til livet som det var, før koncentrations-tærsklen blev smadret af content-overload adfærden. Det kan ikke være sundt eller normalt for os mennesker at være limet fast til sin telefon. Prøv at være tilstede når du tager offentlig transport – hvad ser du? Jeg ser dopamin-zombier alle steder, der formentlig ikke er klar over, at de har en afhængighed som jeg selv.
Adspredt 