Er vi mennesker mere fortabte i vor tid, end de var for bare få generationer siden? Der tegner sig et billede af, at vi er i diagnosernes-tidsalder, hvor flere får papir på deres mentale spidsfindigheder, mens angst er blevet et alment problem, som man ofte støder på i diverse podcast, nyheder eller hvor man ellers bruger sin tid.
Når jeg kigger på mig selv, ved jeg ikke hvem og hvad jeg i virkeligheden er, for jeg grubler for det meste over, om jeg i virkeligheden selv er fejldiagnosticeret. Er jeg en ung mand, der prøver for hårdt på at være noget jeg måske ikke er, ved at prøve at fremstå som en intelligent og aspirerende poet, men som i virkeligheden dårligt kan sætte et komma?
Jeg føler mig ikke hjemme i egen krop eller hovedet, hvor der sås tvivl om næsten alt jeg foretager mig, men når jeg finder mening i en for omverdenen meningsløs hobby, såsom at spille PlayStation, bliver jeg selv i tvivl om, at dette måske er spild af ens sparsomme tid på denne jord.
Man knokler for at bevare facaden, når man får det uundgåelige spørgsmål “hvordan går det?”, mens man bruger den sædvanlige høflighedsfrase “at det går godt”. Selv i de mest basale hverdagssamtaler kan man ikke være ærlig, og tager bedrager-dragten på.
Når ens egen partner der har gennemlevet dit rusmiddels-misbrug i flere år, får reddet dig ud af destruktionens vej, men giver dig dårlig samvittighed over, at du mangler mening i dit liv, og du derfor famler efter en ny retning, som tilfældigvis er et hyperfocus i et højintenst computerspil, men dette lever ikke op til hendes ideal af den perfekte partner, hvad skal man så gøre for at finde indre ro?
Lige meget hvad man gør, selv når man prøver at åbne op for det indre tanke-spektakel til andre, får man følelsen af at man kun taler om sig selv, mens man måske også fik fortalt for meget, der naturligvis bliver efterfulgt af bekymringen om, at den person man åbnede sig op over for måske tænker dårligt om en selv, i kølvandet af episoden.
Det er som om at bedragersyndromet er totalt gennemgående, om man er ærlig eller ej, hvilket grundlægger grundstenen i et paradoks, som synes at være et tiltagende problem.
For hvad skal man i så fald gøre for at finde frem til et sted, hvor man er tryg og sikker nok i sig selv, til bare at være. Et sted hvor konklusionen er, at man ikke er en bedrager, men bare et menneske med flere facetter og sindstilstande, der dynamisk skifter og regulerer sig selv. Dette burde være en sandhed, der i sig selv burde gøre masken overflødig, men dette er ikke tilfældet, for når syndromet får fat, virker selv sandheder som en omgang propaganda uden fylde.
Er psykisk sygdom blevet moderne at have, eller har samfundet et stigende og umiddelbart uforklarligt problem, som ulmer som asteroide, der har kurs imod de næste generationers utopiske-samfund?
Jeg tror nutidens ateistiske verdenssyn skader det mentale helbred, på trods af at det er baseret på logik og fakta, for hvor skal man gå hen for at få aflad og frelse? Uden Gud tvinges man til at finde frem til sandheden og roen i sig selv.
Her er det nemme alternativ at få sig et par børn, som kan give dig den mening du er på jagt efter i Guds fravær, selvom dette også bærer bekymringer med sig.
Skal man kapitulere og få viderebragt den genetiske-arv, for udelukkende at finde frem til én udbredt sandhed om meningen i livet, på trods af man ingen interesse og lyst har?
Det bliver børn, før jeg bekender mig til Gud, men indtil da må jeg leve livet på hard-mode.
Engang troede jeg på Gud. Jeg mindes at det var omkring min konfirmation, hvilket gjorde mig til en ung teenager på det tidspunkt, hvor jeg bad til en større og usynlig kraft for sidste gang. Det står tydeligt i min erindring, på trods af en ubegribelig dårlig hukommelse, at jeg bad for min morfars liv, da han nærmede sig sine dages ende blot uger efter sin kone, min mormor, som havde forladt alt for tidligt. Jeg bad hver eneste aften inden jeg skulle i seng, men som årene gik blev søvn en mangelvare, og jagten på den en evig forbandelse. Og mine bønner, ja de blev aldrig besvaret.
Jeg kan husker at noget ændrede sig i mig i denne tid, for udadtil blev jeg mere udadfarende og aggressiv, men indvendig langt mere forvirret. En katalysator for denne ændring var min mor, som gik ind i en langvarig depression, som jeg tror hun aldrig er kommet ud af. Oven i hatten var hun gift med en maniodepressiv mand med massere penge, som gjorde tingene endnu mere vanvittige. Disse år kulminerede med at vi flyttede fra vores hjemstavn på vestegnen, til et nyt liv i Nordsjælland. Når jeg ser tilbage, slår det mig, at jeg i denne tid lærte noget af min mor. Jeg lærte at gulvtæppet altid har plads til flere ting under sig, så længe man kan abstrahere for den akkumulerende støv, rod og traumer, der langsomt løfter tæppet over gulvet.
Gud forsvandt fra mit liv sammen med troen og bønen, men blev erstattet af en tiltagende tilbedelse af mit fodbold, som var ugens højdepunkt. Her kunne jeg save mig sønder og sammen over en fodboldkamp, uden at der var en pris, naturligvis ud over de kolde kontanter brugt på skummende fadøl og diverse.
Som årene gik med nye og hyppigt skiftende romantiske forhold, blev mit forhold til alkohol og medikamenter uden afgifter tættere. Den slags ikke just en fremmed i familien, hvorfor jeg begyndte at se et mønster, men det var først da en ekskæreste i mine tyvere nævnte, at hun mente jeg var ADHD, at jeg begyndte at overveje om der var noget om det.
På min mors side er der helt klart en tendens til psykiske problemer eller abnormaliteter, som gerne kommer i par eller flere, mens afhængighed af forskellige slags også er med på sidelinjen, mens der på min fars side af familien heller aldrig er blev sagt nej til en øl.
I mine sene tyvere var alt ud ad til perfekt, som en karikatur af en succesfuld ung mand i en flot bil, men noget var ikke som det skulle være. Gulvtæppet var tættere på loftet end gulvet, hvor en pandemi satte fut i et allerede for højt alkoholforbrug. Søvn og jeg har altid haft det svært sammen, mens jeg også må erkende, at jeg ikke altid havde de klogeste rutiner, som blev lagt i ruiner, når weekenden stod for døren. Derfor begyndte jeg at drikke. Og drikke gjorde jeg hver eneste dag. Dels fordi jeg kunne sove, men i særdeleshed fordi det fyldte mig med glæde og dopamin i lange baner.
Efter et år som en slags alkoholiker, hvor jeg drak vin fra en protein-shaker for ikke at tiltrække opmærksomhed fra min partner, og med utallige aften gåture i selskab med en flaske vodka, begyndte angsten af tiltage noget så eftertrykkeligt. OCD’en fra min barndom kom igen og mit arbejdsliv begyndte også at tage skade, til det punkt hvor min chef så lige igennem mig. På chefens anbefaling kom jeg til en udredning, hvor brikkerne hurtigt faldt på plads, da min ekskæreste vurdering fra 10 år før, viste sig at være korrekt. Før jeg startede på Methylphenidat, mente psykiateren at min angst først måtte komme til livs, hvilket betød at jeg startede på angstdæmpende medicin. Tingene begyndte så småt at gå bedre, men det var først da jeg vitterligt ramte bunden, at jeg så lysningen fra den vej jeg skulle gå.
Forestil dig et arbejdsrelateret event på et fancy hotel i København. Hertil skal der tilføjes rigmænd og hot shots fra den finansielle verden, fri bar i dyr vin, samt en polsk mand der var med på den værste. Dette blev den cocktail jeg manglede for at se klart. En cocktail bestående af dopamin-overload, galskab, mange tusinde kroner og en kollegas jagt på at finde mig i byens gader klokken 10 om morgenen, fordi jeg ikke dukkede op på arbejde den næste dag, men selvfølgelig også en altoverskyggende skam. Jeg skulle smide alkoholen totalt. Det stod nu klart for mig selv, samt alle omkring mig.
Som sagt som gjort. Jeg fik styr på søvnen, kickstartede styrketræningen og fik plejet mit parforhold. Der kom styr på de indre linjer. Angsten forsvandt og Methylphenidaten begyndte at virke på koncentrationen, hvilket ledte til at jeg genoptog en barndoms hobby.
Men vent nu lidt. Var det bare det, der skulle til for at være lykkelig?
Det troede jeg for en stund. Jeg troede at, når medicinen begyndte at virke, vil jeg få en følelse af at være fuldendt. Indtil det gik op for mig, at jeg de seneste 10-15 år har troet jeg har været en anden, end den jeg i virkeligheden er. Nu er der ikke en nødudgang eller lappeløsning på den konstante tankestrøm, som hele tiden kører igennem mit hoved. Jeg er tvunget til at føle hvordan jeg har det konstant, og i perioder som nu, er det som om at alt er ligegyldigt. Jeg føler mig overvældet og til tider paranoid, når jeg eksempelvis tænker over, om jeg sagde noget dumt til nogen på arbejdet. Noget som er fuldstændig ligegyldigt og som sikkert og vist kun foregår i mit hoved, men alligevel kan fylde kroppen med angst, og som bonus gør at søvnen også falder i kvalitet, hen imod det deciderede dårlige.
Da jeg drak følte jeg mig i live. Jeg følte mig underholdende og spontan. Jeg følte at alt nok skulle blive godt, mens dagen i morgen var lige gyldig, indtil den kom og angsten raserede mit indre. Det er som om at der mangler mening som den jeg følte, da jeg som dreng satte min lid til en usynlig mand i himlen. Der følte jeg, at alle ens intentioner og følelser var en del af noget større. Noget som når livet slutter, vil have betydning for, hvad der venter på den anden side.
Som jeg sidder her pinligt ædru og med parforhold med vind i sejlene, vil tanken ikke slippe mig. Hvis vi blot har et liv, som skal leves fuldt ud, er det så spild af tid at leve det ensomt, afdæmpet, med svingene ængstelighed og uden dopamin-suset, men med gevinsten af at være mere stabil med søvnen, have et bedre forhold, et bedre arbejdsliv og mere tid til at gå op i hobbyer, eller er det i virkeligheden det hele værd, at give søvnen en langemand og vinke farvel til stabilitet, men derimod føle at man er sig selv, hvor dopaminen flyder i stride strømme i festligt lag, med ens venner og dem som vi ikke kender, og hvor angsten måske eller måske ikke rammer hårdt, i kølvandet på en ordentlig drøner af et dopamin-spark i ansigtet nær næseregionen?
Jeg ved at ADHD ofte tager depression og angst med sig, hvis man har gået uden at få stillet diagnosen, som jeg tror er tilfældet hos min mor. Jeg ved også, at de dårlige perioder kommer og går, for jeg har et par måneder tilbage haft det skidt, som blev efterfulgt af en god periode, mens en dårlig periode ramte som et lyn fra en klar himmel for et par uger siden. Det er denne ustabilitet jeg har svært ved at forstå. For hvis jeg halvdelen af tiden kan blive fyldt af lykke af at male små plastikfigurer, men den anden halvdel kan give mig lyst til at hoppe ud fra altanen, når jeg kommer i tanke om et pinligt minde fra folkeskolen, hvad fanden er så meningen med det hele. Hvis ingen ting er konstante, eller bare tæt på at være til at regne med, skal jeg så selv være så vedholdende i min kamp for ikke at fylde ganen?
Det tog mig tredive år, før jeg begyndte at forstå hvem jeg er, men denne forståelse har bragt mig flere spørgsmål, end den har bragt mig svar. Spørgsmålet der går igen og skaber rumklang i mit fyldte tankespind er, hvordan jeg finder frem til indre ro. Indre stilhed. Jeg kender én vej, men den koster i dag mere end de kolde kontanter.
Bilen har endnu ikke forladt parkeringspladsen, da musikken brager løs over anlægget hans bil. Musikken er højlydt nok til, at de personer der sider tilbage og arbejder på det firlænget kontorhotel, også kan lytte med, mens basen fylder den grå gårdsplads, hvis eneste livstegn ud over den rungende musik, er de visne blade der bliver slæbt af vinden rundt om de få biler, der endnu ikke har vendt deres kurs hjemad med ejerne, og den tunge regn som har silet ned over beton landskabet hele dagen.
Han kan mærke at han er træt, men det er vist sådan livet udspiller sig for det arbejdende folk med et 8 til 16 kontorjob, tænker han. Musikken giver ham fornyet energi til dagens sidste krampestræk, som er at bringe ham hjem til privatlivets fred. Nærmest som om det var planlagt, kommer ét af hans favorit numre på idét han rammer tilkørslen til motorvejen, mens hans højre fod øger presset. Han når lige akkurat at nyde bilens optræk igennem regnen og den nærforestående fritid, da tanken slår ham og flår ham nådesløst ud af nuet. I morges luftede han gevaldigt ud i lejligheden, men om han fik lukket vinduerne efter sig, var han usikker på. Tanken om det potentielt katastrofale syn af regn i hele lejligheden, der måske møder ham når han kommer hjem, leder tankerne hen på hans kæreste. Energien fra musikken er sluppet op, hans ængstelige grimasse spejler imod displayet, hvor hans pegefinger nu er placeret.
Han er ved at ringe kæresten op, men ved at hun af og til ikke har mulighed for at svare, men heldigvis går kaldet igennem i dag. “Hej skat, hva’ så”, siger han så energisk han kan. “Jeg er stadigvæk på kontoret. Den bliver sen i dag”, svarer hun lavmålt, mens hun bevæger sig ind i et mødelokale, hvor hun kan tale frit. Efter en kort snak, får han etableret at han kan nå at have aftensmaden klar, inden hun når hjem. “Jeg er hjemme klokken 18 tidligst, elsker dig skat”, afslutter hun kærligt.
Gode samtaler som disse, er med til at gøre ham i godt humør. Det pludselige gode humør får ham til at reflektere over dagen og sine gøremål, mens smilet på hans læber, langsomt bliver erstattet af et tomt blik. “Nåede jeg det jeg skulle”, “sagde jeg noget irriterende”, “var jeg for meget” er alt sammen spørgsmål, som pludseligt svæver igennem den indre monolog. Han reagerer resolut ved at røre bilens displayskærm, finder favoritkontakterne og trykker på den første der falder ham ind. Der er tæt trafik ud på eftermiddagen og han tager en dyb indånding .
“God dag min ven” bliver der svaret med det samme i den anden ende, mens smilet igen er at finde på hans læber. Efter en hyggelig snak frem og tilbage om alt og intet, er han ved at være hjemme hos sig selv. “Håber snart vi ses, det er alt for længe siden” afrunder han, mens han parkerer sin bil i båsen.
På den korte gåtur fra båsen til lejligheden, kommer han til at tænke på det sidste han sagde til sin ven. Man kan se i hans ansigt, som nu prydes af røde kinder fra det kolde vejr, at smilet atter har forladt skuden. I det sidste stræk ind i hjemmets trygge rammer, konkluderer han, at han må være bedre til at ses med sine venner og familie, og det er et delt ansvar, hvilket kan aflæses i hans ansigt med et bestemt og ansigtsudtryk, med tilhørende nikkende bevægelse.
Klokken nærmer sig 17 da han træder ind af hoveddøren. Endelig hjemme i sikkerhed, tænker han. På dage som disse, priser han sig lykkelig over, at have planlagt ugens menu på forhånd, som naturligvis indebærer tilhørende dagligvare-indkøb, der ordnet i samme ombæring. Nu skal maden bare samles, hvorfor det første han går i gang med i hans selvbygget Ikea køkken, er at få styr på Mise en place. Det er en ret simpel gryderet i dag, som både han og kæresten kan lide, og som han nærmest kan lave med lukkede øjne.
Til højre for køkkenvasken placerer han et stort lyst bambusskærebræt, efterfulgt af alle grønsagerne, som han vanen tro ligger inden for håndsrækkevide af skærebrættet. Denne konstellation tillader hurtig adgang til vasken, for de dele af grøntsagerne der ikke skal i retten. Han kigger på uret der placeret på væggen lige ovenover køkkenvasken, som fortæller ham at han har 45 minutter til at få dagens sidste tjans overstået. Slutvis vælger han sin yndlingskniv til det forelæggende arbejde. En stor, skarp og tung Damaskus kniv, som han fik af sin svigermor for et par år siden.
Han elsker at snitte løg, noget som nærmest kan læses i det udtryk der nu skinner fra hans ansigt. Han ser fokuseret og rolig ud, mens opgaven udføres uden problemer. Det samme gør sig gældende med de resterende grønsager, som fint bliver placeret i en skål, inden de smides i den opvarmet gryde.
Retten begynder så småt at gå i ét, mens risene gøres klar. Det dufter godt, tænker han, mens han mærker sin mave knurre. Det nærmer sig nu og det sidste der skal gøres, inden retten er færdig, er at smide frisk hakket persille i gryden.
Persillen bliver plukket fra den røde potte til venstre for køkkenvasken, hvorefter han skylder bundtet og placerer den på det store spækbræt. Han er i sit es i køkkenet. I sin egne tanker. Med et fast greb om Damaskus kniven i sin højre hånd, og persillen hold fast i et bundt på spækbrættet, med den venstre, er han klar til at hakke persillen, og som resultat af hakkeriet, fylde køkkenet med den friske duft.
Pludseligt står hun der. Lige ved siden af ham. Nærmest uden nogen form for kontrol, svinger han den tunge Damaskus kniv med højre arm, i hendes retning og med kurs efter hendes hals. Ude af stand til at stå imod og chanceløs i kampen imod impulsen, rammer kniven og efterlader et massivt gabende hul i hendes strube, mens ikke én eneste lyd kommer fra hende, mens hun falder ned på det hvide køkkengulv, i en hurtigt akkumuleret pøl af blod. Billedet af hende liggende dér, mens hans holder Damaskus kniven, får ham til at stivne. Hans ansigt er fuld af rædsel og panik, farven på hans ansigt går i et med de hvide køkkenskabe. Frygten for dette scenarie er blevet til virkelighed, når han at tænke, da en høj lyd der kommer fra gangen, får revet ham ud af sine tanker. Det er dørtelefonen der hyler efter ham. Han kigger på uret, vis visere fylder ham med et velkendt ubehag, men en befriende og velkommen lettelse.
Adspredt 