Jeg har gennem årene udviklet mig til en ret privat person, i det mindste på sociale medier, hvor jeg langsomt planlægger et totalt exit. Ofte har jeg haft lyst til at frigive min indre irritation i kommentarsporene i diverse tråde, om end det er politisk eller har at gøre med mit fodboldhold. Summen i maven der opstår, når jeg ser hvad folk hidser sig op over, hvad de har af racistiske holdninger eller bare hvad de har af holdninger, som ender i kommentarerne, som synes uendeligt ligegyldige for mig. Jeg ender altid med ikke at sende noget, for hvorfor skulle jeg dog debattere et sted, hvor der aldrig har været en fornuftig debat?
Det forekommer mig latterligt, når jeg alligevel ser i medierne, at der foregår et hetz imod Onkel Reje (Mads Geertsen), der har karakter af trusler på dennes sikkerhed. Min egne minder med den aparte og elskelige figur, er minder om min ældste nieces begejstring for manden, hun fandt hysterisk morsom og som gjorde hende glad. Minder om hendes livlige fortælling om dengang hun var så heldig, at se ham live i City 2.
At man råber til handling og forsøger at “aflyse” ham, da man mener han spolerer deres unger gennem hans figur på børne-tv. Så vidt jeg husker, er det ikke første gang han er i medie-gryden, da forældre tidligere råbte vagt i gevær, da de åbenbart havde problemer med at få deres unger i bad. Hvis Onkel Reje har en form for magt over børn, eller i hvert fald børnene til de forældre der nu råber op, hvorfor slukker man så ikke bare for kanalen? Det er vel forældrene der bestemmer hvad de skal se, og hvis de allerede gør det, hvorfor kan de så ikke bare have deres mening for sig selv?
Hvis man ikke bare kan slukke for Onkel Reje, må vi antage at børnene har fri adgang til DR, og derved internettet. Er dette tilfældet, er Onkel Reje det sidste jeg vil bekymre mig om, som forældre til børn i vores tid. Det kan være, at disse børn i virkeligheden har magten over forældrene, der desperat forsøger at råbe op om the usual suspect, da børnene har taget magten i forhold til skærmtid og med hysteriske anfald, der kommer i manglen på netop iPad tid og deslige, vinder kampen hver eneste gang. Da jeg ikke selv har børn, er disse ting ikke en problemstilling jeg selv står overfor, men dog har jeg i omgangskredsen bemærket en tendens, hvor børn får stukket en skærm for ansigtet, og afledt deres opmærksomhed, så man enten kan ordne de daglige ting eller sidde og glo i sin egen lille skærm for en stund.
Har børnene adgang til det store internet, vil min bekymring som forældre først og fremmest være lige netop dér. På internettet findes alverdens skrækkeligheder, propaganda, sex og vold. Her kræver det ikke mange klik, at finde frem til fx krigen i Ukraine, hardcore porno eller alverdens konspirationsteorier. Når barnet bliver ældre og Onkel Reje blot er et næsten glemt barndomsminde, vil TikTok og Instagram være platformen børnene befinder sig på. Her ses rigtige mennesker, der fremviser det falske og overfladiske liv, de vil ønske de havde, mens kropssyns forvrængede billeder titter frem, og mænd som Andrew Tate sætter dagsordenen for unge drenge.
Hvordan kan en så farverig figur som Onkel Reje, der måske kan anses for at være aparte, få denne opmærksomhed og skydeskive? Måske er det Janteloven der er i spil. Måske har forældre tabt Slaget om Skærmen på hjemmets slagmark. Måske, og værst af alt, er disse personer så naive omkring deres børn, at de glemmer, at det er dem selv der skal opdrage deres børn til at gå i bad, lære dem om rigtigt og forkert, give dem en forståelse om andre mennesker og deres egen seksualitet. I stedet farver deres raseri deres udsyn rødt, som et stykke stof dekoreret med hammer og sejl, og manden der ses på Ramasjang skærmen ligner pludseligt Putin i røde seler.
Adspredt 