Jeg er fanget i en spiral. En naturkraft der trækker i hver en stille stund. En soleklar gift der er uimodståelig. Derfor bør det være ligetil at lade være, men jeg tager mig selv gang på gang med hånden i kagedåsen, hvor skærmen buldrer ligegyldige videoer i en evig algoritme af latterlige memes og kattevideoer. Det føles godt og rart at udløse en endeløs strøm af dopamin igennem telefonen, for det er jo netop det dopamin kan. Det er en rar følelse. Men så rammer klarheden pludseligt – er det virkelig dette jeg vil bruge timer af mit liv på hver eneste dag?
Jeg føler skam og væmmes, når jeg til hver en lejlighed griber om telefonen, og det går op for mig hvad jeg har gang i. For det meste ænser jeg det ikke, og her kommer skammen og væmmelse på bagkant. Hvordan kommer man ud af denne tidsspild-spiral?
Verdenen er så uendeligt stor, vild og smuk og alligevel ses mennesker med stift blik rettet i skærmen. Jeg selv én af dem for det meste. Gid man kunne afvænnes med et snuptag, for kampen mod denne uskyldige vane synes umulig. Vi har sat os selv i en ufattelig vanskelig situation i den digitale verden, da det er svært ikke at have adgang til de apps, der binder os alle sammen, eller som på anden er påkrævet i samfundet.
Man kan naturligvis benytte en computer til de påkrævede aktiviteter, men det er jo et skridt tilbage, eller hvad?
Tanken om at ikke at have telefonen i lommen er angst provokerende, men også abstinens fremkaldende, for dopamin-strømmen skal fodres. Derfor er det ikke bare at hanke op i sig selv og gøre det, men nærmere lægge en plan for sit exit som ved rygestop eller deslige.
Første step i processen for mig har været at anonymisere min digitale-eksistens for at kappe båndet, som snart skal følges op af faste rammer for mig selv, som hvis det havde været en anden mere forestålig afhængighed. Hertil finder jeg det nødvendigt at fortælle min omgangskreds om mit problem, hvilket skal komme eventuelle misforståelse i forkøbet, da hele idéen jo er at være mindre tilgængelig. Være mere tilstede i mit eget hoved og ikke bundet af SoMe-lænken.
Det er på tide at vågne op til livet som det var, før koncentrations-tærsklen blev smadret af content-overload adfærden. Det kan ikke være sundt eller normalt for os mennesker at være limet fast til sin telefon. Prøv at være tilstede når du tager offentlig transport – hvad ser du? Jeg ser dopamin-zombier alle steder, der formentlig ikke er klar over, at de har en afhængighed som jeg selv.
Er vi mennesker mere fortabte i vor tid, end de var for bare få generationer siden? Der tegner sig et billede af, at vi er i diagnosernes-tidsalder, hvor flere får papir på deres mentale spidsfindigheder, mens angst er blevet et alment problem, som man ofte støder på i diverse podcast, nyheder eller hvor man ellers bruger sin tid.
Når jeg kigger på mig selv, ved jeg ikke hvem og hvad jeg i virkeligheden er, for jeg grubler for det meste over, om jeg i virkeligheden selv er fejldiagnosticeret. Er jeg en ung mand, der prøver for hårdt på at være noget jeg måske ikke er, ved at prøve at fremstå som en intelligent og aspirerende poet, men som i virkeligheden dårligt kan sætte et komma?
Jeg føler mig ikke hjemme i egen krop eller hovedet, hvor der sås tvivl om næsten alt jeg foretager mig, men når jeg finder mening i en for omverdenen meningsløs hobby, såsom at spille PlayStation, bliver jeg selv i tvivl om, at dette måske er spild af ens sparsomme tid på denne jord.
Man knokler for at bevare facaden, når man får det uundgåelige spørgsmål “hvordan går det?”, mens man bruger den sædvanlige høflighedsfrase “at det går godt”. Selv i de mest basale hverdagssamtaler kan man ikke være ærlig, og tager bedrager-dragten på.
Når ens egen partner der har gennemlevet dit rusmiddels-misbrug i flere år, får reddet dig ud af destruktionens vej, men giver dig dårlig samvittighed over, at du mangler mening i dit liv, og du derfor famler efter en ny retning, som tilfældigvis er et hyperfocus i et højintenst computerspil, men dette lever ikke op til hendes ideal af den perfekte partner, hvad skal man så gøre for at finde indre ro?
Lige meget hvad man gør, selv når man prøver at åbne op for det indre tanke-spektakel til andre, får man følelsen af at man kun taler om sig selv, mens man måske også fik fortalt for meget, der naturligvis bliver efterfulgt af bekymringen om, at den person man åbnede sig op over for måske tænker dårligt om en selv, i kølvandet af episoden.
Det er som om at bedragersyndromet er totalt gennemgående, om man er ærlig eller ej, hvilket grundlægger grundstenen i et paradoks, som synes at være et tiltagende problem.
For hvad skal man i så fald gøre for at finde frem til et sted, hvor man er tryg og sikker nok i sig selv, til bare at være. Et sted hvor konklusionen er, at man ikke er en bedrager, men bare et menneske med flere facetter og sindstilstande, der dynamisk skifter og regulerer sig selv. Dette burde være en sandhed, der i sig selv burde gøre masken overflødig, men dette er ikke tilfældet, for når syndromet får fat, virker selv sandheder som en omgang propaganda uden fylde.
Er psykisk sygdom blevet moderne at have, eller har samfundet et stigende og umiddelbart uforklarligt problem, som ulmer som asteroide, der har kurs imod de næste generationers utopiske-samfund?
Jeg tror nutidens ateistiske verdenssyn skader det mentale helbred, på trods af at det er baseret på logik og fakta, for hvor skal man gå hen for at få aflad og frelse? Uden Gud tvinges man til at finde frem til sandheden og roen i sig selv.
Her er det nemme alternativ at få sig et par børn, som kan give dig den mening du er på jagt efter i Guds fravær, selvom dette også bærer bekymringer med sig.
Skal man kapitulere og få viderebragt den genetiske-arv, for udelukkende at finde frem til én udbredt sandhed om meningen i livet, på trods af man ingen interesse og lyst har?
Det bliver børn, før jeg bekender mig til Gud, men indtil da må jeg leve livet på hard-mode.
What this implies is that you got more value for your cash back in 1970, and today you must put in more hours than you did back in the day, to achieve the same living standard.
Of course, life has got a whole lot better due to innovations, and furthermore the world is generally a safer place today, than it was in the 1970’s.
But this is where I must disappoint you. Even though the world is a better place today, there are still some areas where there is an increasing mismatch, when we look at the numbers.
Tax & VAT rates have gone up, bureaucracy in the public sectors is at all-time highs, most educational systems in the western world are falling off a cliff according to the OECD charts for public schooling. Public transportations are inefficient and expensive, public hospital waiting lists are record long. I could go on and on, and in my experience numbers do not lie.
Shockingly you get less value for your money on the housing market, and on top of that, so is what you can expect from your tax money.
Is it capitalisms fault? Not at all, since that is the only thing actually working within the system. Capitalism is providing the innovations and services that give us some bang for our bucks – due to market economy.
Do companies need to pay their employees more? Absolutely not. Companies pay salaries based on the value the employee provide.
Is it then the politicians faul thent? Maybe, but not really. They are just building and adding onto a broken system and trying to provide for their own interests.
Then why are things going this way?
Well in my opinion, it’s the elders (the generations of the past times) that carelessly promised welfare benefits long into the future. One after another.
Carelessly throwing the bill into a distant future, mindlessly expecting the people of the future would live exactly like they did. Treating our welfare system as it is some sort of mortgage loan.
(From www.oecd.org, fertility rate is plummeting – our general economic output and personal preferences are bound to change drastically)
And yet, today the elders have the audacity to complain about the youth and how the world is going today, while completely ignoring what and who potentially engineered all this.
Today house prices are increasing, because more people demand housing near larger cities, where you can expect more options and opportunities. There can only be so many of roofs and walls in the metropolis, which mean demand is bound to exceed the supply of homes and shelter for people’s families.
So fair enough. Prices go up and we know, that is what happens when demand exceed supply, and that is always a good thing. House and shelter prices goes up and sometimes down.
Then why is the salary not going up in the same rate as shelter and living prices? That could be because dual income is more common today, and general cost-of-living has gone down.
But here is my opinion: The one-size-fits all politics that the governments made back in the 1970’s, along with the minor adjustments since then, just aren’t progressive enough for the future we are moving into.
Today it seems the government is there for the people, and not that the people are there for the government ,which is a huge mistake and misunderstanding.
The government thinks we need them more, than they need us – the taxpayers. Which is a huge danger on every level. It destroys creative thinking and centralizes people where the power is bound to be. It furthermore gathers people near larger cities, where they see the most opportunities.
There is no rule or law stating, that real estate and salaries must follow each other accordingly – which is great in my oppinion.
But there are rules and laws dictating you to pay taxes, and some you might not agree on. For example: I don’t agree on paying taxes, so some less fortunate people can get welfare checks, so that they can live in an expensive capital, creating an artificial market. In my opinion the free-market should win here, and the free-market, without welfare checks, would offer these people shelter in other more affordable areas, thus offering a more dynamic market with more healthy movements.
The taxes are going nowhere, because the people back in the day promised so many welfare benefits, that no politician will ever dare to pull them back, in fear of losing their dear votes and support.
They promised everybody so much, and sit here now like spoiled brats, with a bill, that they are not even going to pay, and still have the audacity to complain.
(From OECD report – Social Expenditure (SOCX) Update 2023, welfare spending is increasing through the roof in the west – in a time where we should be getting smarter and more innovative.)
To sum it up a little bit: I think there should be some serious auditing of our welfare system. The one created by the elders was careless and to static. It’s old and doesn’t work anymore ( and probably never did).
We need a system where the free market challenges each other, and the government sits in the back, and let it play out. A new and smarter system where the humans of today is the focus. A welfare system that even challenges itself.
Here’s an example: public schools or hospitals should have the responsibility to control their even own primacy. If one should follow behind, people should freely choose to change school or hospital. If this happens the public organization are responsible for their service, and should go bankrupt and shut down, just like what would happen in the real world.
This would mean, that everyone would strive to do their best for the humans they are servicing, and not the government breathing down their neck.
If a public entity was to close due to lack of management, the government sitting in the background, could step in for a brief period of time and support the public entity, and then leave again. Essentially meaning the government’s job is only to create stability.
It would also reduce taxes, since public organizations would strive to get better and more effective activities.
(From oecd.org, what countries pay pr. student in their educational system)
(from OECD PISA 2018 educational results – as you can see between the two graph’s is that there is no correlation between money spend pr. student and the results)
Today’s governments ask for more taxpayer money and gives back with less value. A public organization can give you a poor service, and still be there tomorrow without a doubt. Some might even still ask for more money, and not even care to think of optimizing their operations. Does that seem right?
If a public organization in a society is given more freedom, trust and responsibility, they will be encouraged to do their best to attract citizens. Therefore, citizens will seek out where it’s best for their needs, which would create a healthy real estate market, and not the artificially market the government protecting.
Some governments, especially in the Nordics, say they use taxpayers’ money for welfare checks to less fortunate people, so they can live in popular cities and thus control the inequality gap. This is questionable since it, again, keeps the real estate market at artificial level, which is benefiting no one. In essence the government is saying “FUCK YOU. We know how to spend YOUR money better than you do.”
It’s my belief after considering the numbers, that cutting down on welfare and taxes, would make more people to spread out across the country, since public organizations would become better and more competitive. The inequality would become slimmer, we would get more bang for your hard earned bucks, and on top of that get healthier markets and a striving economies.
I am not saying we shouldn’t protect people who can’t protect themselves. Of course we should. My dream is to see public schools with both fortunate and less fortunate kids playing together, and have less of a divide than we see today.
In conclusion, a modernized welfare system with responsibility, not the elimination of welfare, can provide more value for our money and make us all wealthier.
Thank you for reading my blog. I could delve further into these topics, and I hope you’ll stay tuned for more!
Calter Wronkite: Velkommen til dette kontroversielle interview, hvor jeg har den tvivlsomme fornøjelse at have Ted Kaczynski, også kendt som “Unabomberen,” i studiet. Ted, det er tydeligt, at du har ekstreme synspunkter om teknologi og modernitet. Kan du uddybe, hvorfor du mener, at teknologisk udvikling er så skadelig for samfundet?
Ted Kaczynski: Det moderne samfund er blevet fanget i en teknologisk fælde, hvor vores afhængighed af maskiner og systemer har frataget os vores frihed og ægte forbindelse til naturen. Teknologien fremmer overfladiske relationer, underminerer individuel frihed og ødelægger miljøet.
Calter Wronkite: Men Ted, verden i dag har også set mange positive aspekter af teknologisk udvikling. Medicinske fremskridt, øget global kommunikation og vidensdeling er blot nogle af dem. Er det ikke vigtigt at anerkende de gavnlige aspekter?
Ted Kaczynski: Det er en typisk reaktion fra dem, der er indoktrineret af teknologien. Selvfølgelig er der visse fordele, men de vejer ikke op imod de skader, som teknologien har forårsaget. Samfundet har mistet sit fundament, og vores sind er blevet manipuleret af reklamer og underholdning.
Calter Wronkite: Du blev dømt for en række bomber og mord i dit forsøg på at fremhæve dine synspunkter. Ville du ikke erkende, at din tilgang til at fremme dine idéer var ekstrem og voldelig?
Ted Kaczynski: Jeg har aldrig ønsket at retfærdiggøre mine handlinger. Jeg ved, at de var forkerte, men de blev udført som en sidste udvej for at få opmærksomhed omkring mine bekymringer. Jeg ville ikke have drastiske handlinger at blive en norm, men det var min desperate reaktion på en samfundsstruktur, jeg så som ødelæggende.
Calter Wronkite: Teknologi har også været en drivkraft for social forandring og fremgang. Globale netværk har hjulpet folk med at organisere og kæmpe for retfærdighed. Hvordan vil du forholde dig til den rolle, teknologi spiller i at fremme sociale bevægelser?
Ted Kaczynski: Ja, der har været visse positive resultater, men de er ofte midlertidige. Teknologi kan måske hjælpe folk med at organisere sig i kampen mod visse uretfærdigheder, men det ændrer ikke den dybereliggende dehumanisering og ødelæggelse, som teknologien medfører.
Calter Wronkite: Ted, du er her i dag på grund af avanceret teknologi, der har bragt dig tilbage. Hvordan føler du dig om at være i en verden, der er langt mere teknologisk udviklet end den, du forlod?
Ted Kaczynski: Jeg er her imod min vilje, og det irriterer mig, at min stemme bruges til at fremme den teknologiske fremgang, jeg er imod. Dette interview er et perfekt eksempel på, hvordan teknologien tager magten fra mennesker og bruger os som marionetter i dens spil.
Calter Wronkite: Før vi slutter, Ted, vil jeg bede dig om at give os et kort “prompt” til Midjourney, der kan bruges til at skabe et visuelt billede, der beskriver din personlighed og tankegang på en måde, der supplerer denne samtale.
Ted Kaczynski: Jeg vil nøjes med at sige: “Mørket i maskinen, maskinen i mørket.” Dette fanger min vision om det konstante samspil mellem teknologisk fremskridt og de skjulte farer, det bringer med sig.
Calter Wronkite: Tak, Ted, for din deltagelse i dette intense interview. Dine tanker er bestemt en kilde til eftertanke og debat i vores moderne tid.
Ted Kaczynski: Jeg accepterer ikke din tak, men jeg forventer heller ikke andet.
Man siger Danmark er et af, hvis ikke dét, lykkeligste land i verden. Her fås der diverse økonomiske goder fra staten og ned i lommerne på nogle borgere, betalt af nogle andre borgere. Vi har vores jantelov, der beskytter leverpostejs-normalen, for guderne forbyde det, du må ikke skille dig ud og tro du er noget særligt. Vi har et velfærdssystem, lovprist fra øst og vest, men som druknes i ventelister på operationer og psykiatere. Vi kan føle os sikre på gader og stræder, hvor man sågar kan lade sit barn sove i sin barnevogn, uden at frygte, at en forstyrret tosse løber af sted med din guldklump. Det er faktisk så sikkert, at folk aldrig kunne finde på at tale til en fremmede på gaden, eller tage det tomme bussæde ved siden af dig i en bus, med masser af plads.
Og så har vi selvfølgelig mangfoldigheden. I Danmark er der plads til alle. Vi er et progressivt land, der med åbne arme tager imod Priden og alle dens finurligheder. Vi slår hårdt ned på corona-tosser, mens vi giver plads til John Dillermand og dragshows til børn.
Vi har gjort op med hygge-racismen og sat foden ned. Og dog.
I Danmark lever racismen i bedste velgående, for mange anser ikke hygge-racismen for sådan rigtig ægte racisme. Jeg kan sådan set godt forstå, at hvis intentionen ikke er ond, så er det ikke skadeligt. Det er jo tanken der tæller…
Jeg tror de fleste mennesker kan føle sympati med folk, der ikke har det godt og sulter rundt i verden. Til det formål har vi jo diverse indsamlinger, hvor danskerne kan donere og mætte deres dårlige samvittighed, mens de naturligvis gør en lille forskel. Kommer det dog til at lukke grænserne op, for at disse mennesker kan komme her og bo, samt få en stabil og bedre tilværelse, får piben oftest en anden lyd.
For når vi ikke engang vil tale med et ukendt dansk menneske på gaden, vil frygten for et menneske, der ikke ligner os, med en anden tro og kultur, udgøre en markant trussel på leverpostejs-tilværelsen i Jantemark. Muslimer har det urimeligt hårdt, for de er alle blevet dømt på forhånd, når medierne har dækket de uhyrligheder begået af ISIS, OBL og lignende, gennem tiderne. For fællesnævneren er naturligvis deres tro, som enkelte organisationer og individer går til ekstremerne med, og bliver radikaliseret.
Min egen fornemmelse fortæller mig, at vi i Danmark har et afslappet forhold til mennesker med afrikansk udseende. Måske fordi at der er så få bosiddende her, når vi zoomer ud og ser i det store billede. Det forholder sig ganske anderledes med mennesker af arabisk udseende, som oftest bliver bundet sammen med det, at være muslim.
Måske ved danskerne ikke, at de forekommer racistiske, men når de spørger mennesker, der ikke ligner dem selv, men som taler pæredansk, hvor de kommer fra som de første, bliver det ikke vel mødt af modtageren. Selv af mennesker der ligner os danskerne, men ikke kan vores modersmål, kan man blive mødt af forargelse og foragt, fordi man ikke taler sproget i det land man har bosat sat sig i.
Selv fra statsapparatet mødes modstand, hvor sager med familiesammenføringer bliver afvist, på trods af at resten af familien bor her, cirkulerer ofte i medierne. Sager hvor en dansk mand ikke har et eksamensbevis fra 30 år tilbage, og får afslag for at få sin kone hertil. Sager hvor studenter bliver smidt ud, på grund af en eller anden absurd regel, som en jura-fuldmægtig fik et honorar for. At rykke Udlændingestyrelsen fra København til Næstved, fordi nogen synes det var smart, men som besværliggøre det for de mennesker som har brug for den.
I Danmark ser vi os selv, som lykkens Mekka med plads til alle, hvis bare de har papirerne med fra deres krigshærget og sønderbombet land, og selvfølgelig retter ind efter vores kultur.
Jeg har det ofte som om, at vi lever i en stor skov, hvor vi netop som ordsproget siger, ikke kan se skoven for bare træer. Når man læser om, at vi kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden indenfor forskellige sektorer, forstå jeg ikke tanken om, at gøre det urimeligt svært at komme ind. Sænk beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft, og sæt nye krav op til nytilkommere om job og uddannelse, i de sektorer hvor vi har brug for dem. Kunne det ikke hjælpe på fremtidens udfordringer?
Danmark er for mig en slags matrikel, hvor vi var heldige, at vores forfædre tilfældigvis befandt sig, men at påstå at et land er noget man har ejerskab på som borger, giver ingen mening. “DET ER VORES LAND – SKRID HVIS DU IKKE KAN LIDE LUGTEN I BAGERIET”. Hvorfor ikke værne og passe sin egen private kultur-tallerken, men åbne sindet for hvad der er anderledes, og om ikke andet, acceptere at mennesker er forskellige?
Det er et sted vi bor, med kultur og værdier, historie og sprog, men det er ikke vores. Det er noget vi alle sammen bidrager til, og som for min skyld gerne må udvikle sig, i takt med vores medborgere og gæster fra andre steder kommer til. Er det så forkasteligt at danske supermarkeder tilpasser sortimentet, til eksempelvis ramadanen?
I Danmark har vi det godt – men det kan godt gøres endnu bedre.
Adspredt 