Jeg er fanget i en spiral. En naturkraft der trækker i hver en stille stund. En soleklar gift der er uimodståelig. Derfor bør det være ligetil at lade være, men jeg tager mig selv gang på gang med hånden i kagedåsen, hvor skærmen buldrer ligegyldige videoer i en evig algoritme af latterlige memes og kattevideoer. Det føles godt og rart at udløse en endeløs strøm af dopamin igennem telefonen, for det er jo netop det dopamin kan. Det er en rar følelse. Men så rammer klarheden pludseligt – er det virkelig dette jeg vil bruge timer af mit liv på hver eneste dag?
Jeg føler skam og væmmes, når jeg til hver en lejlighed griber om telefonen, og det går op for mig hvad jeg har gang i. For det meste ænser jeg det ikke, og her kommer skammen og væmmelse på bagkant. Hvordan kommer man ud af denne tidsspild-spiral?
Verdenen er så uendeligt stor, vild og smuk og alligevel ses mennesker med stift blik rettet i skærmen. Jeg selv én af dem for det meste. Gid man kunne afvænnes med et snuptag, for kampen mod denne uskyldige vane synes umulig. Vi har sat os selv i en ufattelig vanskelig situation i den digitale verden, da det er svært ikke at have adgang til de apps, der binder os alle sammen, eller som på anden er påkrævet i samfundet.
Man kan naturligvis benytte en computer til de påkrævede aktiviteter, men det er jo et skridt tilbage, eller hvad?
Tanken om at ikke at have telefonen i lommen er angst provokerende, men også abstinens fremkaldende, for dopamin-strømmen skal fodres. Derfor er det ikke bare at hanke op i sig selv og gøre det, men nærmere lægge en plan for sit exit som ved rygestop eller deslige.
Første step i processen for mig har været at anonymisere min digitale-eksistens for at kappe båndet, som snart skal følges op af faste rammer for mig selv, som hvis det havde været en anden mere forestålig afhængighed. Hertil finder jeg det nødvendigt at fortælle min omgangskreds om mit problem, hvilket skal komme eventuelle misforståelse i forkøbet, da hele idéen jo er at være mindre tilgængelig. Være mere tilstede i mit eget hoved og ikke bundet af SoMe-lænken.
Det er på tide at vågne op til livet som det var, før koncentrations-tærsklen blev smadret af content-overload adfærden. Det kan ikke være sundt eller normalt for os mennesker at være limet fast til sin telefon. Prøv at være tilstede når du tager offentlig transport – hvad ser du? Jeg ser dopamin-zombier alle steder, der formentlig ikke er klar over, at de har en afhængighed som jeg selv.
Er vi mennesker mere fortabte i vor tid, end de var for bare få generationer siden? Der tegner sig et billede af, at vi er i diagnosernes-tidsalder, hvor flere får papir på deres mentale spidsfindigheder, mens angst er blevet et alment problem, som man ofte støder på i diverse podcast, nyheder eller hvor man ellers bruger sin tid.
Når jeg kigger på mig selv, ved jeg ikke hvem og hvad jeg i virkeligheden er, for jeg grubler for det meste over, om jeg i virkeligheden selv er fejldiagnosticeret. Er jeg en ung mand, der prøver for hårdt på at være noget jeg måske ikke er, ved at prøve at fremstå som en intelligent og aspirerende poet, men som i virkeligheden dårligt kan sætte et komma?
Jeg føler mig ikke hjemme i egen krop eller hovedet, hvor der sås tvivl om næsten alt jeg foretager mig, men når jeg finder mening i en for omverdenen meningsløs hobby, såsom at spille PlayStation, bliver jeg selv i tvivl om, at dette måske er spild af ens sparsomme tid på denne jord.
Man knokler for at bevare facaden, når man får det uundgåelige spørgsmål “hvordan går det?”, mens man bruger den sædvanlige høflighedsfrase “at det går godt”. Selv i de mest basale hverdagssamtaler kan man ikke være ærlig, og tager bedrager-dragten på.
Når ens egen partner der har gennemlevet dit rusmiddels-misbrug i flere år, får reddet dig ud af destruktionens vej, men giver dig dårlig samvittighed over, at du mangler mening i dit liv, og du derfor famler efter en ny retning, som tilfældigvis er et hyperfocus i et højintenst computerspil, men dette lever ikke op til hendes ideal af den perfekte partner, hvad skal man så gøre for at finde indre ro?
Lige meget hvad man gør, selv når man prøver at åbne op for det indre tanke-spektakel til andre, får man følelsen af at man kun taler om sig selv, mens man måske også fik fortalt for meget, der naturligvis bliver efterfulgt af bekymringen om, at den person man åbnede sig op over for måske tænker dårligt om en selv, i kølvandet af episoden.
Det er som om at bedragersyndromet er totalt gennemgående, om man er ærlig eller ej, hvilket grundlægger grundstenen i et paradoks, som synes at være et tiltagende problem.
For hvad skal man i så fald gøre for at finde frem til et sted, hvor man er tryg og sikker nok i sig selv, til bare at være. Et sted hvor konklusionen er, at man ikke er en bedrager, men bare et menneske med flere facetter og sindstilstande, der dynamisk skifter og regulerer sig selv. Dette burde være en sandhed, der i sig selv burde gøre masken overflødig, men dette er ikke tilfældet, for når syndromet får fat, virker selv sandheder som en omgang propaganda uden fylde.
Er psykisk sygdom blevet moderne at have, eller har samfundet et stigende og umiddelbart uforklarligt problem, som ulmer som asteroide, der har kurs imod de næste generationers utopiske-samfund?
Jeg tror nutidens ateistiske verdenssyn skader det mentale helbred, på trods af at det er baseret på logik og fakta, for hvor skal man gå hen for at få aflad og frelse? Uden Gud tvinges man til at finde frem til sandheden og roen i sig selv.
Her er det nemme alternativ at få sig et par børn, som kan give dig den mening du er på jagt efter i Guds fravær, selvom dette også bærer bekymringer med sig.
Skal man kapitulere og få viderebragt den genetiske-arv, for udelukkende at finde frem til én udbredt sandhed om meningen i livet, på trods af man ingen interesse og lyst har?
Det bliver børn, før jeg bekender mig til Gud, men indtil da må jeg leve livet på hard-mode.
Jeg har gennem årene udviklet mig til en ret privat person, i det mindste på sociale medier, hvor jeg langsomt planlægger et totalt exit. Ofte har jeg haft lyst til at frigive min indre irritation i kommentarsporene i diverse tråde, om end det er politisk eller har at gøre med mit fodboldhold. Summen i maven der opstår, når jeg ser hvad folk hidser sig op over, hvad de har af racistiske holdninger eller bare hvad de har af holdninger, som ender i kommentarerne, som synes uendeligt ligegyldige for mig. Jeg ender altid med ikke at sende noget, for hvorfor skulle jeg dog debattere et sted, hvor der aldrig har været en fornuftig debat?
Det forekommer mig latterligt, når jeg alligevel ser i medierne, at der foregår et hetz imod Onkel Reje (Mads Geertsen), der har karakter af trusler på dennes sikkerhed. Min egne minder med den aparte og elskelige figur, er minder om min ældste nieces begejstring for manden, hun fandt hysterisk morsom og som gjorde hende glad. Minder om hendes livlige fortælling om dengang hun var så heldig, at se ham live i City 2.
At man råber til handling og forsøger at “aflyse” ham, da man mener han spolerer deres unger gennem hans figur på børne-tv. Så vidt jeg husker, er det ikke første gang han er i medie-gryden, da forældre tidligere råbte vagt i gevær, da de åbenbart havde problemer med at få deres unger i bad. Hvis Onkel Reje har en form for magt over børn, eller i hvert fald børnene til de forældre der nu råber op, hvorfor slukker man så ikke bare for kanalen? Det er vel forældrene der bestemmer hvad de skal se, og hvis de allerede gør det, hvorfor kan de så ikke bare have deres mening for sig selv?
Hvis man ikke bare kan slukke for Onkel Reje, må vi antage at børnene har fri adgang til DR, og derved internettet. Er dette tilfældet, er Onkel Reje det sidste jeg vil bekymre mig om, som forældre til børn i vores tid. Det kan være, at disse børn i virkeligheden har magten over forældrene, der desperat forsøger at råbe op om the usual suspect, da børnene har taget magten i forhold til skærmtid og med hysteriske anfald, der kommer i manglen på netop iPad tid og deslige, vinder kampen hver eneste gang. Da jeg ikke selv har børn, er disse ting ikke en problemstilling jeg selv står overfor, men dog har jeg i omgangskredsen bemærket en tendens, hvor børn får stukket en skærm for ansigtet, og afledt deres opmærksomhed, så man enten kan ordne de daglige ting eller sidde og glo i sin egen lille skærm for en stund.
Har børnene adgang til det store internet, vil min bekymring som forældre først og fremmest være lige netop dér. På internettet findes alverdens skrækkeligheder, propaganda, sex og vold. Her kræver det ikke mange klik, at finde frem til fx krigen i Ukraine, hardcore porno eller alverdens konspirationsteorier. Når barnet bliver ældre og Onkel Reje blot er et næsten glemt barndomsminde, vil TikTok og Instagram være platformen børnene befinder sig på. Her ses rigtige mennesker, der fremviser det falske og overfladiske liv, de vil ønske de havde, mens kropssyns forvrængede billeder titter frem, og mænd som Andrew Tate sætter dagsordenen for unge drenge.
Hvordan kan en så farverig figur som Onkel Reje, der måske kan anses for at være aparte, få denne opmærksomhed og skydeskive? Måske er det Janteloven der er i spil. Måske har forældre tabt Slaget om Skærmen på hjemmets slagmark. Måske, og værst af alt, er disse personer så naive omkring deres børn, at de glemmer, at det er dem selv der skal opdrage deres børn til at gå i bad, lære dem om rigtigt og forkert, give dem en forståelse om andre mennesker og deres egen seksualitet. I stedet farver deres raseri deres udsyn rødt, som et stykke stof dekoreret med hammer og sejl, og manden der ses på Ramasjang skærmen ligner pludseligt Putin i røde seler.
Et sus gik igennem mig, da jeg stod med aftensmaden i mit køkken i går aftes. Min gode ven og jeg talte i telefon under kampen, hvor jeg hverken havde nerver eller overskud til at se kampen, som jeg var sikker på vil være katastrofal for os. Derfor aggerede min gode ven altså kommentator, mens jeg forsøgte at være i mine egne følelsers vold, oven i alt det der sker uden for banen i øjeblikket. Da der blev fløjtet for straffe måtte jeg tænde for TV’et, bare for at få bekræftet, at pse selvfølgelig vil komme tilbage i kampen. Suset da Mads pillede straffesparket fik mig til at skrige af glæde, mens euforien varede til ud på aftenen. Og så ramte virkeligheden igen – hvad skal der ske med familien Brøndby?
Tidligere i dag, imens jeg var travl med dagligdagens arbejde på kontoret, tikkede en notifikation ind. Det var en video af holdet og Anis Slimane inden kampen, hvor Anis fik mig til at få knibe en tåre og få kuldegysninger. Anis gjorde mig stolt og hans ord ramte hårdt. Vi er ikke som dem – vi er noget særligt og ægte. Den adrenalin videoen gav mig, blev dog hurtigt erstattet af den underliggende sorg, jeg har følt siden lørdag. I disse to glimt af Brøndbyånden, kunne jeg atter mærke den uendelige kærlighed jeg har til min klub. En klub fra Vestegnen. Med alle de prædikater vi har på godt og ondt. De værdier vi tror på. Det vi identificerer os som.
Hvad nu? Hvad skal der ske med klubben, og den totale splittelse i fanscenen.
Ud fra klubbens udmeldinger over weekenden, lyder det som om, at det er udelukket med en bindende aftale. Case closed – eller hvad? Hvad der er sket til forhandlinger, hvad der er blevet snakket om ude i grupperne, bestyrelsen, osv. vides ikke. Det er meget lidt vi reelt ved og Alpha, Familien Brøndby og Fanafdelingen har endnu ikke rørt på sig. Derfor er det svært at forudsige hvad det næste træk bliver, men jeg kan ikke dy mig i bare følelser, for jeg føler jeg er nødt til at gøre noget. Bare et eller andet, for jeg har ikke givet op. Det er for vigtigt for mig. Jeg vil ikke miste mit elskede Brøndby.
Jeg fik enorm meget sympati for Nicklas Lagerstorf til fanmødet i Brøndby Hallen, hvilket får mig til at tro, at Alpha (i hvert fald de fleste af dem) er klar til at møde gfh og indgå en form på kompromis. Jeg ved også, at Familien Brøndby-spændet i radikalisme er enormt, som får mig til at tænke, at det er umuligt at gøre alle glade. Derfor er det mit håb, at de fleste af mine ligesindet er klar til at gøre modstand med alt vi har, for at få en juridisk aftale på plads. Selv om det er skrevet i granit, at ikke alle bliver tilfredse.
Derfor må det kunne lade sig gøre at få sådan en aftale igennem, hvis indholdet er fair i klubbens øje, og presset er markant. Den hensigtserklæring der er lagt ud er alt for tung, til at gøre til et juridisk dokument. Om man så er en fodboldklub, et børsnoteret selskab eller især en kombination af disse, i en verden så volatil som fodbold.
Hvis en aftale skal kunne overholdes af klubben, samt møde så mange som muligt på deres værdier, skal den derfor være ufatteligt præcis og rammer hovedet på sømmet. Kunne man mon lave et bindende dokument, hvor man som bilag benytte hensigtserklæringen. En aftale omhandlende de fem punkter og hensigtserklæringen som ledestjerne?
Jeg tog mig friheden til at spørge ChatGPT, om den kunne udforme en aftale i mellem Brøndby og Fanafdelingen. Det er vel ikke nogen overraskelse længere, at den naturligvis kunne lave noget der ligner en reel juridisk aftale. Måske er jeg på afveje, da jeg ikke ved om hovedparten vil være tilfredse med dette, men jeg kan ærlig talt sige, at jeg vil kunne se mig selv i noget lignende:
AFTALE
Mellem: Brøndby IF, CVR-nr. [indtast CVR-nr.], Brøndby Stadion 13, 2605 Brøndby (herefter “Klubben”) Og Foreningen Fanafdelingen, CVR-nr. [indtast CVR-nr.], [adresse], [postnr. og by] (herefter “Modparten”)
INDLEDNING
Klubben og Modparten ønsker at indgå en aftale, der skal beskytte og bevare Brøndby IF’s unikke identitet og sikre, at klubben drives på en måde, der tager hensyn til klubbens langsigtede overlevelse og interesser. Aftalen beskriver de vilkår og betingelser, som Klubben og Modparten har aftalt.
Beskyttelse af Brøndby IF’s immaterielle rettigheder:
Brøndby IF’s unikke identitet, herunder stadionnavn, klubnavn, logo og farver, skal bevares og beskyttes. Klubben forpligter sig til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at beskytte og forsvare disse immaterielle rettigheder mod krænkelser fra tredjeparter.
Frivilligt arbejde:
Frivilligt arbejde i klubben må ikke udnyttes som et middel til ejernes profit eller til at dække klubbens udgifter. Klubben forpligter sig til at opretholde en klar og gennemsigtig adskillelse mellem de økonomiske interesser i klubben og de frivilliges bidrag til klubben. Klubben vil derfor forpligte sig til at holde billetpriserne på det nuværende prisleje, undtaget for regulering i prisindekset, for at bevare traditioner og anerkende, at fodbold er til folket.
Handling med egne interesser som øverste prioritet:
Klubben forpligter sig til altid at handle med sine egne interesser som øverste prioritet, medmindre klubben trues af udefrakommende omstændigheder. Klubben vil samarbejde med andre klubber og organisationer, men alle handler skal være baseret på klubbens økonomiske og sportslige interesser. Klubben vil desuden inkludere en detaljeret redegørelse for alle handler og transaktioner med samarbejdsklubber i dens årsregnskaber og give en rapport om samarbejdet på den årlige generalforsamling.
Beskyttelse af klubbens langsigtede overlevelse:
Klubbens langsigtede overlevelse er den højeste prioritet. Klubben vil træffe alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte sin økonomiske og sportslige integritet og undgå at træffe beslutninger, der kan skade klubbens langsigtede overlevelse. Klubben vil derfor undgå at deltage i spekulative finansielle transaktioner og sikre, at dens investeringer er baseret på en klar og realistisk vurdering af den økonomiske og sportslige risiko, der skal dokumenteres på Klubbens generalforsamling.
Undgå yderligere kommercialisering af sportens turneringer:
Klubben vil ikke medvirke til yderligere kommercialisering af sportens turneringer. Klubben vil ikke acceptere eller indgå aftaler, der indebærer en øget kommercialisering af sporten, der skader sporten. Dette indbefatter nye turneringsformer i europæisk fodbold, aftaler med betting udbydere og tiltag der strider imod EUFA’s FFP.
6. Klubbens værdier:
a. Klubben ønsker at drive forretningen efter sine værdier, som beskrevet i bilag 1 “Kultur- og arvserklæring”.
b. Klubben er ikke forpligtet til at efterleve erklæringen, men har intentioner om at gøre det.
c. Modparten forpligter sig til at samarbejde med klubben for at fremme dens værdier og kultur gennem klubbens fanrepræsentant i Klubbens bestyrelse.
For de fleste mennesker, der lever i et kristent land, er søndag en hellig dag. En dag der ikke skal bruges på arbejdsgiverens matrikel, men måske sammen med familie i et shoppingcenter, i naturen eller noget helt tredje. Man har tid til sig selv. Til at pleje sig selv og måske sine hobbyer. Man kan gøre som man vil på Herrens dag, søndag, hvor mange da også går i kirke. For mig er det ikke anderledes. Søndag bruges på at ordne de gængse pligter, inden jeg har fuldt fokus på min civilreligion. Min højere mening af galoperende følelses-bonanza. Min fodboldklub på godt og ondt.
Søndage som i dag plejer at være ekstra særlige, for denne søndag, ligesom de uttalige andre søndage i årenes løb, skal vi møde arvefjenden pse. Noget er dog ikke som det skal være – hvilket formentlig er grunden til jeg sidder og skriver dette i min rastløshed, og med angstsummen i kroppen. Ingen fodboldkamp i dag, har jeg besluttet.
I går aftes kom der endnu et kapital i sagaen om Brøndby v. gfh, hvor Jan Bech og Scott Krase kommer med endnu et kontrasvar, som opfølgning på klubbens udmelding og frigivelse af det omtalte “kultur og arv-dokument”. Det er tydeligt at se, at klubben ønsker at styre forhandlingens kollaps og dettes narrativ, når nu fanafdelingen kom det i forkøbet i torsdags.
Man kan jo sådan set godt forstå reaktionen fra klubben, der prøver at mane den almene fan til besindighed. Det lader også til, at det for mange har haft den ønskede effekt, i hvert fald vurderet ud fra reaktioner set på internettet. Og det giver jo mening med disse reaktioner, for “what’s not to like, fanafdelingen?”. Kigger på på de fem intentioner og deres underpunkter, ser tingene jo meget positive ud. Det er noget vi alle kan forstå og være enige i. Det er sådan klubben skal drives – det ér Brøndby!
Smart af Jan Bech, Scott Krase & Co.
For er det ikke det vi har arbejdet for? Scott Krase siger i Brøndbylyd noget à la “this Agreement is Historic. First Club in the World to do this with the Fans”, kan man jo umiddelbart godt være enig med Scott, der for øvrigt gerne vil mødes med hvem som helst, på en parkeringsplads, i en park eller sit hotel. Hvem som helst. Det eneste problem med den udtalelse er, at det er fuldstændig og grundlæggende faktuel forkert.
Det man skal forstå med denne “kultur og arv-agreement” som Scott vil sige, er at det er en hensigtserklæring. Altså et stykke papir der beskriver hensigterne fra ejerne, men som ikke skal overholdes juridisk. Et andet ord for dette kunne være løfte-kodeks. Altså et stykke papir der beskriver løfterne fra ejerne, men som ikke skal overholdes juridisk. Derfor er essensen af førnævnte aftale blot et eller flere løfter fra ejer til fans, som vi har set mange andre steder igennem tiderne.
Under normale omstændigheder betragter jeg mig selv, som en person der altid giver folk en chance. Derfor kan jeg godt forstå de mennesker, der mener at gfh-kritikerne bør give dem en chance. For de er vel ikke bare business-mænd, men forstår vores klubkultur og respekterer den?
Det er vel usandsynligt at gfh kunne finde på, at fører fans (forbrugerne) bag lyset og lyve, som eksempelvis Mark Zuckerberg om forbruger-data, eller Volkswagen om sine rene-diesel-motorer? Det må da alt andet lige være anderledes, når vi taler om noget vi fans ikke forbinder med en virksomhed, men mere som en fodboldklub.
“… it’s (Brøndby) Unique. In terms of not our Clubs and our Portfolio…”. Scott Krase – Brøndbylyd #586.
Her beskriver Scott Krase hvad han har oplevet med Brøndby, og fortæller, at vi er en del af deres portefølje af selskaber, i deres kapitalfond. Senere i udsendelse fortæller Scott, at en juridisk bindende aftale ikke kan lade sig gøre, da man i børsnoterede selskaber altid vil lave en “hensigtserklæring”, hvor vi bliver nævnt på linje med Apple, IBM og Mærsk, for ikke at kunne holdes ansvarlig, såfremt noget ændre sig under vejs.
Det er for mig egentlig et godt argument, hvis vi tager indholdet i det dokument klubben har lagt ud, ind i ligningen. Der er her ting som er op til subjektiv fortolkning, som Scott også fortæller. Den faretruende alarmklokke der dog er meget synlig for mig, er at de fremstår som karikaturen på business-mænd fra Wall Street, der altid vil jagte profitten og ser os som en investeringscase fremfor for en fodboldklub, der elsker af rigtige mennesker. De anser Brøndbyernes I.F. som en børsnoteret virksomhed, hvilket vi naturligvis også er, men forstår ikke hvad der er på spil for alle os med blå-gule hjerter.
Skal Brøndbys fremtid sikres, skal der derfor laves en aftale, hvor de ikke har mulighed for at løbe fra tomme løfter.
Klubben ligger i front, i det narrativ den almene fan ser når de åbner avisen. For mig fremstår Scott Krase noget arrogant og nedladende, mens det også slår mig som om, at han er bedre vidende end den orange-fløj i forhold til big business. Jeg synes du selv skal høre afsnit 586 af Brøndbylyd, for at danne dig dit eget indtryk, men jeg fik en endnu dårligere mavefornemmelse i kølvandet på afsnittet.
Det synes umuligt at få den historiske og bindende aftale der skal til, for at sikre klubbens fremtid, samt fortsat at gøre os til det unikke vi selv synes vi er. På trods af at vi er et selskab, endda et børsnoteret selskab, har vi i vores DNA noget særligt. Noget i vores kultur der gør os specielle. Noget der gør, at vi ikke bare er et firma, som man måske har forsvaret sig med til bekendte der gik i hvidt i skolegården eller på arbejdspladsen.
Lav eventuelt en bindende aftale, hvor de 5 hovedpunkter er beskrevet meget kort og præcist. Vi skal nok møde dem noget af vejen, men udform et dokument, der viser at I mener det. Læg endelig erklæringen som bilag, for der står alt det vi gerne vil høre, men det vil fortsat bare være tomme løfter, hvis ikke der er noget på spil hos gfh, som der er hos os.
Det er ikke noget historisk, Scott. Det kræver at vi kan sende advokaten efter jer, hvis ikke I gør det I lover. Skulle det alligevel ske, har big-business det med at vinde alligevel, som det sker så smukt i guds eget land. Gang på gang.
Hvordan ville du have det, hvis dine forældre havde lovet dig, at sommerferien gik til Mallorca med alt-inklusivt, men i stedet tog dig til på vandreferie i Sverige? Måske havde din chef lovet dig en forfremmelse, som gik til en anden? Hvad med din partner, der lovede dig troskab, men bedrog dig bag din ryg?
Bedrag, tillidsbrud og knuste løfter kommer i mange former, men fællestrækket er, at skuffelsen og sorgen det medbringer, kommer på baggrund af et brudt løfte. Barnet vil måske miste tilliden til hvad forældrene siger. Kan du egentlig stole på din chef og fortsætte på samme arbejdsplads? Vil tilliden til partneren være knust, mens forholdet lever videre med mistro, eller er det begyndelsen på enden?
I slutningen af halvfemserne begyndte fodbold at ændre sig. Man så det langsomt i udviklingen af basale ting, såsom Copa Mundials nederlag til letvægtsstøvlen, til skrumpningen af benskinner og naturligvis i kommercialiseringen af en verdensomspændende sport. I 1996 blev Alan Shearer solgt for 18 millioner pund, mens der bare skulle gå fire år, før det beløb var tredoblet af Hernán Crespo i 2000. Siden da er det gået endnu hurtigere, hvor fodbold TV-rettighederne til diverse ligaer er eksploderet, og muslimske olie diktaturer kan købe sig til store slutrunder.
Moderne fodbold sneg sig ind på fodboldverdenen, der ellers startede på engelske kostskoler for de fattige. En sport af folket, til folket. En gentleman sport, hvor film og tidsstræk ikke fandtes. Det er kommet for at blive, da kapitalismen aldrig taber i nogen sammenhæng – og det skete uden at folket anede uråd.
Hvorfor er det så et problem, spørger du måske. Min tese er, at vi kun har set toppen af isbjerget, når vi kigger længere ud i fremtiden. Tiltag som VAR og anden teknologi, har frarøvet spillet på banen mange af de værdier, som var med til at skabe dens popularitet i første omgang.
Derfor bekymrer det mig, at ikke flere Brøndbyfans deler min bekymring, når vi taler om de nye ejere og Brøndbys fremtid. Faktum er, at en kapitalfond, hvis eneste opgave er at tjene penge til sine investorer, ejer klubben som vi alle elsker. Jeg forstår og accepterer, at alle har forskellige meninger om hvad fodbold og Brøndby betyder for dem, men har man stadigvæk ikke forstået, at moderne fodbold accelerer hurtigere end nogen sinde før, hvorfor snebolden kun vil få yderligere momentum herfra?
Hvis gfh ikke ønsker at lave en bindende aftale med fanscenen, kan det først og fremmest mistænkeliggøre deres intentioner. De er forretningsmænd og har lavet en længere due diligence på klubben, hvilket også betyder, at de ved hvad fanscenen betyder for klubben. Produktet Brøndby er altså ikke bare et hold med aktiver, men et produkt med et unikt fællesskab og flere aktiver, men størst er passionen til klubben, der er skabt af frivillige.
Ejerne er kommet og de går ikke igen. Utallige nedture og kriser har defineret klubben fra Vestegnen, men vi har aldrig stået overfor en så stor trussel på klubbens fremtid, som vi gør i dag. Derfor skaber det undren hos mig, at de modvilligt ikke vil skabe fodboldhistorie i moderne fodbold, hvor kendsgerningen er, at vi blot er et porteføljeselskab, men kan blive til det unikke vi er og har i Brøndby. Hvad er deres endgame? Vil de lade stå til og håbe, at nok fans over tid vil genopbygge det vi har, selv om vi måske bliver solgt til en oliesheik eller russer om 10 år?
Er kærligheden til Brøndby blot bundet op på vundne kampe? Buhen og nedgøren af vores såkaldte elskede spillere, som nogen af os møder op for at støtte, men piller ned, hvis spillet ikke er i orden? Er det virkelig bare det Brøndby er for nogle fans? Er det bare et fodboldhold man kan blive sur på, hvis det går dårligt?
Det er det ikke for mig eller de mennesker jeg omgås. Det er så meget større, at tanken om mesterskabet i 2021 kan få mig til at knibe en tårer. Det er meget mere end en trup af voksne mænd, der får penge for at forsvare klubfarverne weekend efter weekend.
Så hvorfor er det så stort et slag i ansigtet, at gfh ikke vil lave en bindende aftale? Brøndby er ikke bare et porteføljeselskab, men noget som ufatteligt mange mennesker elsker af hele deres hjerte. Hvis ejerne ikke vil have papir på, at de passer på vores klub imens de er her, jamen er det så ikke et tillidsbrud, når de fortæller de gerne vil, til at starte med?
Jeg er bange for, at jeg ikke kan tage på stadion med samme passion, for hvis moderne fodbold vinder her, er intet utænkeligt. Stadionnavn, klubbens navn, rugekasseklub, Manchester United-penge-sugning. Hvem ved moderne-fodbold dagsordenen bringer i morgen?
Hvis ikke dette lykkes, vil Brøndby være som alle de andre, mens klubben vil ændre sig for altid.
Jeg vil ønske jeg kunne få alle mine medfans til at forstå. Til at indse, at der er alvorlig fare på færre. Vise omverdenen og ejerne, at det betyder så meget for dig, at du vil gøre det sværeste i en højere sags tjeneste. Ikke at møde op og støtte heltene i gult. Få dem til at bløde på deres investering. Pres dem til at indgå en aftale. Pres dem til at sikre Brøndbys fremtid til alle de kommende generationer.
For kan holdet på banen, som alligevel ikke har noget at spille for resten af sæsonen, ikke klare sig uden opbakning på den korte bane, og med konsekvenser på kort sigt, hvis vi på lang sigt kan redde den klub, som vi elsker, ved at ofre noget nu?
Hvis jeg dukker op, bliver det i sort. Sort for at indikerer sorg og fortvivlelse. Sort fordi tilliden er væk efter løftebruddet. Sort fordi, undskyld på forhånd, det ser sort ud for det Brøndby jeg elsker. Sort indtil Brøndbyernes Idrætsforeningen er reddet og fremtidssikret.
Man siger Danmark er et af, hvis ikke dét, lykkeligste land i verden. Her fås der diverse økonomiske goder fra staten og ned i lommerne på nogle borgere, betalt af nogle andre borgere. Vi har vores jantelov, der beskytter leverpostejs-normalen, for guderne forbyde det, du må ikke skille dig ud og tro du er noget særligt. Vi har et velfærdssystem, lovprist fra øst og vest, men som druknes i ventelister på operationer og psykiatere. Vi kan føle os sikre på gader og stræder, hvor man sågar kan lade sit barn sove i sin barnevogn, uden at frygte, at en forstyrret tosse løber af sted med din guldklump. Det er faktisk så sikkert, at folk aldrig kunne finde på at tale til en fremmede på gaden, eller tage det tomme bussæde ved siden af dig i en bus, med masser af plads.
Og så har vi selvfølgelig mangfoldigheden. I Danmark er der plads til alle. Vi er et progressivt land, der med åbne arme tager imod Priden og alle dens finurligheder. Vi slår hårdt ned på corona-tosser, mens vi giver plads til John Dillermand og dragshows til børn.
Vi har gjort op med hygge-racismen og sat foden ned. Og dog.
I Danmark lever racismen i bedste velgående, for mange anser ikke hygge-racismen for sådan rigtig ægte racisme. Jeg kan sådan set godt forstå, at hvis intentionen ikke er ond, så er det ikke skadeligt. Det er jo tanken der tæller…
Jeg tror de fleste mennesker kan føle sympati med folk, der ikke har det godt og sulter rundt i verden. Til det formål har vi jo diverse indsamlinger, hvor danskerne kan donere og mætte deres dårlige samvittighed, mens de naturligvis gør en lille forskel. Kommer det dog til at lukke grænserne op, for at disse mennesker kan komme her og bo, samt få en stabil og bedre tilværelse, får piben oftest en anden lyd.
For når vi ikke engang vil tale med et ukendt dansk menneske på gaden, vil frygten for et menneske, der ikke ligner os, med en anden tro og kultur, udgøre en markant trussel på leverpostejs-tilværelsen i Jantemark. Muslimer har det urimeligt hårdt, for de er alle blevet dømt på forhånd, når medierne har dækket de uhyrligheder begået af ISIS, OBL og lignende, gennem tiderne. For fællesnævneren er naturligvis deres tro, som enkelte organisationer og individer går til ekstremerne med, og bliver radikaliseret.
Min egen fornemmelse fortæller mig, at vi i Danmark har et afslappet forhold til mennesker med afrikansk udseende. Måske fordi at der er så få bosiddende her, når vi zoomer ud og ser i det store billede. Det forholder sig ganske anderledes med mennesker af arabisk udseende, som oftest bliver bundet sammen med det, at være muslim.
Måske ved danskerne ikke, at de forekommer racistiske, men når de spørger mennesker, der ikke ligner dem selv, men som taler pæredansk, hvor de kommer fra som de første, bliver det ikke vel mødt af modtageren. Selv af mennesker der ligner os danskerne, men ikke kan vores modersmål, kan man blive mødt af forargelse og foragt, fordi man ikke taler sproget i det land man har bosat sat sig i.
Selv fra statsapparatet mødes modstand, hvor sager med familiesammenføringer bliver afvist, på trods af at resten af familien bor her, cirkulerer ofte i medierne. Sager hvor en dansk mand ikke har et eksamensbevis fra 30 år tilbage, og får afslag for at få sin kone hertil. Sager hvor studenter bliver smidt ud, på grund af en eller anden absurd regel, som en jura-fuldmægtig fik et honorar for. At rykke Udlændingestyrelsen fra København til Næstved, fordi nogen synes det var smart, men som besværliggøre det for de mennesker som har brug for den.
I Danmark ser vi os selv, som lykkens Mekka med plads til alle, hvis bare de har papirerne med fra deres krigshærget og sønderbombet land, og selvfølgelig retter ind efter vores kultur.
Jeg har det ofte som om, at vi lever i en stor skov, hvor vi netop som ordsproget siger, ikke kan se skoven for bare træer. Når man læser om, at vi kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden indenfor forskellige sektorer, forstå jeg ikke tanken om, at gøre det urimeligt svært at komme ind. Sænk beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft, og sæt nye krav op til nytilkommere om job og uddannelse, i de sektorer hvor vi har brug for dem. Kunne det ikke hjælpe på fremtidens udfordringer?
Danmark er for mig en slags matrikel, hvor vi var heldige, at vores forfædre tilfældigvis befandt sig, men at påstå at et land er noget man har ejerskab på som borger, giver ingen mening. “DET ER VORES LAND – SKRID HVIS DU IKKE KAN LIDE LUGTEN I BAGERIET”. Hvorfor ikke værne og passe sin egen private kultur-tallerken, men åbne sindet for hvad der er anderledes, og om ikke andet, acceptere at mennesker er forskellige?
Det er et sted vi bor, med kultur og værdier, historie og sprog, men det er ikke vores. Det er noget vi alle sammen bidrager til, og som for min skyld gerne må udvikle sig, i takt med vores medborgere og gæster fra andre steder kommer til. Er det så forkasteligt at danske supermarkeder tilpasser sortimentet, til eksempelvis ramadanen?
I Danmark har vi det godt – men det kan godt gøres endnu bedre.
Engang troede jeg på Gud. Jeg mindes at det var omkring min konfirmation, hvilket gjorde mig til en ung teenager på det tidspunkt, hvor jeg bad til en større og usynlig kraft for sidste gang. Det står tydeligt i min erindring, på trods af en ubegribelig dårlig hukommelse, at jeg bad for min morfars liv, da han nærmede sig sine dages ende blot uger efter sin kone, min mormor, som havde forladt alt for tidligt. Jeg bad hver eneste aften inden jeg skulle i seng, men som årene gik blev søvn en mangelvare, og jagten på den en evig forbandelse. Og mine bønner, ja de blev aldrig besvaret.
Jeg kan husker at noget ændrede sig i mig i denne tid, for udadtil blev jeg mere udadfarende og aggressiv, men indvendig langt mere forvirret. En katalysator for denne ændring var min mor, som gik ind i en langvarig depression, som jeg tror hun aldrig er kommet ud af. Oven i hatten var hun gift med en maniodepressiv mand med massere penge, som gjorde tingene endnu mere vanvittige. Disse år kulminerede med at vi flyttede fra vores hjemstavn på vestegnen, til et nyt liv i Nordsjælland. Når jeg ser tilbage, slår det mig, at jeg i denne tid lærte noget af min mor. Jeg lærte at gulvtæppet altid har plads til flere ting under sig, så længe man kan abstrahere for den akkumulerende støv, rod og traumer, der langsomt løfter tæppet over gulvet.
Gud forsvandt fra mit liv sammen med troen og bønen, men blev erstattet af en tiltagende tilbedelse af mit fodbold, som var ugens højdepunkt. Her kunne jeg save mig sønder og sammen over en fodboldkamp, uden at der var en pris, naturligvis ud over de kolde kontanter brugt på skummende fadøl og diverse.
Som årene gik med nye og hyppigt skiftende romantiske forhold, blev mit forhold til alkohol og medikamenter uden afgifter tættere. Den slags ikke just en fremmed i familien, hvorfor jeg begyndte at se et mønster, men det var først da en ekskæreste i mine tyvere nævnte, at hun mente jeg var ADHD, at jeg begyndte at overveje om der var noget om det.
På min mors side er der helt klart en tendens til psykiske problemer eller abnormaliteter, som gerne kommer i par eller flere, mens afhængighed af forskellige slags også er med på sidelinjen, mens der på min fars side af familien heller aldrig er blev sagt nej til en øl.
I mine sene tyvere var alt ud ad til perfekt, som en karikatur af en succesfuld ung mand i en flot bil, men noget var ikke som det skulle være. Gulvtæppet var tættere på loftet end gulvet, hvor en pandemi satte fut i et allerede for højt alkoholforbrug. Søvn og jeg har altid haft det svært sammen, mens jeg også må erkende, at jeg ikke altid havde de klogeste rutiner, som blev lagt i ruiner, når weekenden stod for døren. Derfor begyndte jeg at drikke. Og drikke gjorde jeg hver eneste dag. Dels fordi jeg kunne sove, men i særdeleshed fordi det fyldte mig med glæde og dopamin i lange baner.
Efter et år som en slags alkoholiker, hvor jeg drak vin fra en protein-shaker for ikke at tiltrække opmærksomhed fra min partner, og med utallige aften gåture i selskab med en flaske vodka, begyndte angsten af tiltage noget så eftertrykkeligt. OCD’en fra min barndom kom igen og mit arbejdsliv begyndte også at tage skade, til det punkt hvor min chef så lige igennem mig. På chefens anbefaling kom jeg til en udredning, hvor brikkerne hurtigt faldt på plads, da min ekskæreste vurdering fra 10 år før, viste sig at være korrekt. Før jeg startede på Methylphenidat, mente psykiateren at min angst først måtte komme til livs, hvilket betød at jeg startede på angstdæmpende medicin. Tingene begyndte så småt at gå bedre, men det var først da jeg vitterligt ramte bunden, at jeg så lysningen fra den vej jeg skulle gå.
Forestil dig et arbejdsrelateret event på et fancy hotel i København. Hertil skal der tilføjes rigmænd og hot shots fra den finansielle verden, fri bar i dyr vin, samt en polsk mand der var med på den værste. Dette blev den cocktail jeg manglede for at se klart. En cocktail bestående af dopamin-overload, galskab, mange tusinde kroner og en kollegas jagt på at finde mig i byens gader klokken 10 om morgenen, fordi jeg ikke dukkede op på arbejde den næste dag, men selvfølgelig også en altoverskyggende skam. Jeg skulle smide alkoholen totalt. Det stod nu klart for mig selv, samt alle omkring mig.
Som sagt som gjort. Jeg fik styr på søvnen, kickstartede styrketræningen og fik plejet mit parforhold. Der kom styr på de indre linjer. Angsten forsvandt og Methylphenidaten begyndte at virke på koncentrationen, hvilket ledte til at jeg genoptog en barndoms hobby.
Men vent nu lidt. Var det bare det, der skulle til for at være lykkelig?
Det troede jeg for en stund. Jeg troede at, når medicinen begyndte at virke, vil jeg få en følelse af at være fuldendt. Indtil det gik op for mig, at jeg de seneste 10-15 år har troet jeg har været en anden, end den jeg i virkeligheden er. Nu er der ikke en nødudgang eller lappeløsning på den konstante tankestrøm, som hele tiden kører igennem mit hoved. Jeg er tvunget til at føle hvordan jeg har det konstant, og i perioder som nu, er det som om at alt er ligegyldigt. Jeg føler mig overvældet og til tider paranoid, når jeg eksempelvis tænker over, om jeg sagde noget dumt til nogen på arbejdet. Noget som er fuldstændig ligegyldigt og som sikkert og vist kun foregår i mit hoved, men alligevel kan fylde kroppen med angst, og som bonus gør at søvnen også falder i kvalitet, hen imod det deciderede dårlige.
Da jeg drak følte jeg mig i live. Jeg følte mig underholdende og spontan. Jeg følte at alt nok skulle blive godt, mens dagen i morgen var lige gyldig, indtil den kom og angsten raserede mit indre. Det er som om at der mangler mening som den jeg følte, da jeg som dreng satte min lid til en usynlig mand i himlen. Der følte jeg, at alle ens intentioner og følelser var en del af noget større. Noget som når livet slutter, vil have betydning for, hvad der venter på den anden side.
Som jeg sidder her pinligt ædru og med parforhold med vind i sejlene, vil tanken ikke slippe mig. Hvis vi blot har et liv, som skal leves fuldt ud, er det så spild af tid at leve det ensomt, afdæmpet, med svingene ængstelighed og uden dopamin-suset, men med gevinsten af at være mere stabil med søvnen, have et bedre forhold, et bedre arbejdsliv og mere tid til at gå op i hobbyer, eller er det i virkeligheden det hele værd, at give søvnen en langemand og vinke farvel til stabilitet, men derimod føle at man er sig selv, hvor dopaminen flyder i stride strømme i festligt lag, med ens venner og dem som vi ikke kender, og hvor angsten måske eller måske ikke rammer hårdt, i kølvandet på en ordentlig drøner af et dopamin-spark i ansigtet nær næseregionen?
Jeg ved at ADHD ofte tager depression og angst med sig, hvis man har gået uden at få stillet diagnosen, som jeg tror er tilfældet hos min mor. Jeg ved også, at de dårlige perioder kommer og går, for jeg har et par måneder tilbage haft det skidt, som blev efterfulgt af en god periode, mens en dårlig periode ramte som et lyn fra en klar himmel for et par uger siden. Det er denne ustabilitet jeg har svært ved at forstå. For hvis jeg halvdelen af tiden kan blive fyldt af lykke af at male små plastikfigurer, men den anden halvdel kan give mig lyst til at hoppe ud fra altanen, når jeg kommer i tanke om et pinligt minde fra folkeskolen, hvad fanden er så meningen med det hele. Hvis ingen ting er konstante, eller bare tæt på at være til at regne med, skal jeg så selv være så vedholdende i min kamp for ikke at fylde ganen?
Det tog mig tredive år, før jeg begyndte at forstå hvem jeg er, men denne forståelse har bragt mig flere spørgsmål, end den har bragt mig svar. Spørgsmålet der går igen og skaber rumklang i mit fyldte tankespind er, hvordan jeg finder frem til indre ro. Indre stilhed. Jeg kender én vej, men den koster i dag mere end de kolde kontanter.
Jeg finder det tæt på umuligt at forklare andre mennesker, om den kærlighed jeg har til min klub. Når min omgangskreds og andre mennesker jeg har stødt på, har fortalt om deres forhold til deres klub i England eller Spanien, blegner deres passion, i hvert fald i forhold til de følelser, der bruser frem i min krop. Det er for det meste ikke det samme, der føles.
Den kærlighed og hvad den gør ved mig, finder jeg enormt abstrakt, og det er derfor svært at sætte ord på hvad den betyder for mig, mens omverdenen skråler om fanatisme og kalder os bøvede.
Når mediecirkusset peger fingre, anført af Plæneklipperen fra Århus, tilsat medløber syndromet fra “support” sider på Facebook og decideret psykose lignende opråb fra selvudnævnte Twitter debattører, bobler raseriet dybt inde i mig.
De forstår det ikke. Men det er okay, for jeg forstår deres frustrationer. Alle med tilknytning til klubben fra Vestegnen har det svært over det nye ejerskab, eller hvad det har medført. Spektret spænder fra højre radikaliseret fans, som på ingen måde kan se sig selv i de nye ejere holdt op imod klubbens værdier, mens modpolen ser med afsky på gruppen på den anden fløj, som protesterer i form af stemningsboykot.
Sidstnævnte ynder at bruge udtrykket “ingen over klubben”, som på overfladen synes passende. De synger ikke, selv om spillerne på banen har brug for dem, hvorfor de er over klubben. Når man graver i mulden, vil man på et tidspunkt finde ler og sten, men hvis man som internetkriger fra enten Facebook- eller Twitter-infanteriet blot dvæler og finkæmmer dette første lag af muld, får man beskidte hænder og sidder fast i den ene brune nuance.
Protestens startskud faldt på et uheldigt tidspunkt for stemningskernen, som netop havde været i vælten for en masse episoder og beskyldninger. Derfor var de allerede inde gjort til syndebuk for alt der var galt i fanscenen. Af samme årsag opstod en antagelse om, at orange fløjen er det samme som stemningskernen, hvilket er faktuelt forkert. Orange fløjen består af alle typer fans, men med samme ønske til det nye ejere. Kravet om en aftale, hvor de nye ejere lover at passe på klubben og de ting der forbindes med os. Er det virkelig urimeligt at bede om? Og hvad kan man gøre for at blive lyttet til?
“Stoltheden er kolossal” siger vi, men alligevel bliver spillerne mødt af en nådesløs pibekoncert efter et dårligt resultat, mens førnævnte soldater og medier revser fanscenens kerne i orange. Hvor kolossal er stoltheden så i virkeligheden, når hyletonen hiver spillerne endnu længere ned, men efterfølgende sabler protesten ned, og peger ansvaret for manglende succes, i retning af den historisk højlydte, boomende og fanatiske, men fraværende, stemningskerne.
Det tyder på, at den orange fløj og deres protest har den ønskede effekt, eller i hvert fald viser det, at den stemning på tribunen, som forbindes med klubben, er uvurderlig, hvilket er præcis den tunge bargaining chip, som kan forene fanscenen, klubben og det nye ejerskab.
Hvorfor skal andre mennesker og eksperter pege fingre og negligerer andre menneskers følelser, overfor det de elsker og har kært? Hvordan kan disse personer blot antage, at bare fordi klublogoet er det samme, ændrer følelserne sig ikke, og det forventes at man bare møder op og leverer varen? Det er for mig svært at lave en sammenligning eller drage en parallel, grundet emnets, i det mindste for mig, abstrakte natur.
Derfor vil jeg blot konstatere, at de nye ejere har købt et produkt i deres øjne. Et produkt de skal tjene penge på, og når det ikke er en god forretning længere, eller at der kommer et bud fra en ny ejer, er de ude og ser sig aldrig tilbage. Et attraktivt produkt med berømte fans og gigantisk eksponering i danske medier. Et produkt, tusindvis af mennesker har interesse i, samt på en eller anden måde, har en religiøs betydning i disse menneskers eksistens.
Det er mere end en klub, mere end et produkt for os fans, hvilket hele konflikten handler om. Den orange fløj ønsker at bevare klubben og dens værdier langt ind i fremtiden, så vores børn en dag kan føle det virvar af følelser, som jeg ikke kan sætte ord på, men aldrig vil være foruden, på trods af nedtur efter nedtur. At være fan af denne klub er at forstå hinanden igennem kærligheden, og de utallige rutsjeture og kriser der har været igennem årene.
For det er hvad Brøndby er. Brøndby er fællesskabet, historien, minder, vestegnen, glæde, vrede, skandaler, farverne, folket, mennesker. Menneskerne. Kærligheden bringes videre fra generation til generation, hvorfor klubben skal beskyttes og bestå. Hvorfor er det så ikke okay, at man på den korte bane bløder på præstation og stemning, når de gule og blå tårer i sidste ende gør, at en aftale om værdierne indgås og dermed sikre, at alle får muligheden for at give kærligheden videre?
Brøndby hjerter bløder gul og blå. Det er sket gang på gang, og det vil det blive ved med langt langt ind i fremtiden, til den dag jeg ikke er her længere. Der vil min kærlighed leve videre på stadion til evig tid, som et ekko skabt af evig passion og troskab fra et blå-gult hjerte, videre til fremtidens generationer. Hvis vi passer på vores klub.
Adspredt 