Bilen har endnu ikke forladt parkeringspladsen, da musikken brager løs over anlægget hans bil. Musikken er højlydt nok til, at de personer der sider tilbage og arbejder på det firlænget kontorhotel, også kan lytte med, mens basen fylder den grå gårdsplads, hvis eneste livstegn ud over den rungende musik, er de visne blade der bliver slæbt af vinden rundt om de få biler, der endnu ikke har vendt deres kurs hjemad med ejerne, og den tunge regn som har silet ned over beton landskabet hele dagen.
Han kan mærke at han er træt, men det er vist sådan livet udspiller sig for det arbejdende folk med et 8 til 16 kontorjob, tænker han. Musikken giver ham fornyet energi til dagens sidste krampestræk, som er at bringe ham hjem til privatlivets fred. Nærmest som om det var planlagt, kommer ét af hans favorit numre på idét han rammer tilkørslen til motorvejen, mens hans højre fod øger presset. Han når lige akkurat at nyde bilens optræk igennem regnen og den nærforestående fritid, da tanken slår ham og flår ham nådesløst ud af nuet. I morges luftede han gevaldigt ud i lejligheden, men om han fik lukket vinduerne efter sig, var han usikker på. Tanken om det potentielt katastrofale syn af regn i hele lejligheden, der måske møder ham når han kommer hjem, leder tankerne hen på hans kæreste. Energien fra musikken er sluppet op, hans ængstelige grimasse spejler imod displayet, hvor hans pegefinger nu er placeret.
Han er ved at ringe kæresten op, men ved at hun af og til ikke har mulighed for at svare, men heldigvis går kaldet igennem i dag. “Hej skat, hva’ så”, siger han så energisk han kan. “Jeg er stadigvæk på kontoret. Den bliver sen i dag”, svarer hun lavmålt, mens hun bevæger sig ind i et mødelokale, hvor hun kan tale frit. Efter en kort snak, får han etableret at han kan nå at have aftensmaden klar, inden hun når hjem. “Jeg er hjemme klokken 18 tidligst, elsker dig skat”, afslutter hun kærligt.
Gode samtaler som disse, er med til at gøre ham i godt humør. Det pludselige gode humør får ham til at reflektere over dagen og sine gøremål, mens smilet på hans læber, langsomt bliver erstattet af et tomt blik. “Nåede jeg det jeg skulle”, “sagde jeg noget irriterende”, “var jeg for meget” er alt sammen spørgsmål, som pludseligt svæver igennem den indre monolog. Han reagerer resolut ved at røre bilens displayskærm, finder favoritkontakterne og trykker på den første der falder ham ind. Der er tæt trafik ud på eftermiddagen og han tager en dyb indånding .
“God dag min ven” bliver der svaret med det samme i den anden ende, mens smilet igen er at finde på hans læber. Efter en hyggelig snak frem og tilbage om alt og intet, er han ved at være hjemme hos sig selv. “Håber snart vi ses, det er alt for længe siden” afrunder han, mens han parkerer sin bil i båsen.
På den korte gåtur fra båsen til lejligheden, kommer han til at tænke på det sidste han sagde til sin ven. Man kan se i hans ansigt, som nu prydes af røde kinder fra det kolde vejr, at smilet atter har forladt skuden. I det sidste stræk ind i hjemmets trygge rammer, konkluderer han, at han må være bedre til at ses med sine venner og familie, og det er et delt ansvar, hvilket kan aflæses i hans ansigt med et bestemt og ansigtsudtryk, med tilhørende nikkende bevægelse.
Klokken nærmer sig 17 da han træder ind af hoveddøren. Endelig hjemme i sikkerhed, tænker han. På dage som disse, priser han sig lykkelig over, at have planlagt ugens menu på forhånd, som naturligvis indebærer tilhørende dagligvare-indkøb, der ordnet i samme ombæring. Nu skal maden bare samles, hvorfor det første han går i gang med i hans selvbygget Ikea køkken, er at få styr på Mise en place. Det er en ret simpel gryderet i dag, som både han og kæresten kan lide, og som han nærmest kan lave med lukkede øjne.
Til højre for køkkenvasken placerer han et stort lyst bambusskærebræt, efterfulgt af alle grønsagerne, som han vanen tro ligger inden for håndsrækkevide af skærebrættet. Denne konstellation tillader hurtig adgang til vasken, for de dele af grøntsagerne der ikke skal i retten. Han kigger på uret der placeret på væggen lige ovenover køkkenvasken, som fortæller ham at han har 45 minutter til at få dagens sidste tjans overstået. Slutvis vælger han sin yndlingskniv til det forelæggende arbejde. En stor, skarp og tung Damaskus kniv, som han fik af sin svigermor for et par år siden.
Han elsker at snitte løg, noget som nærmest kan læses i det udtryk der nu skinner fra hans ansigt. Han ser fokuseret og rolig ud, mens opgaven udføres uden problemer. Det samme gør sig gældende med de resterende grønsager, som fint bliver placeret i en skål, inden de smides i den opvarmet gryde.
Retten begynder så småt at gå i ét, mens risene gøres klar. Det dufter godt, tænker han, mens han mærker sin mave knurre. Det nærmer sig nu og det sidste der skal gøres, inden retten er færdig, er at smide frisk hakket persille i gryden.
Persillen bliver plukket fra den røde potte til venstre for køkkenvasken, hvorefter han skylder bundtet og placerer den på det store spækbræt. Han er i sit es i køkkenet. I sin egne tanker. Med et fast greb om Damaskus kniven i sin højre hånd, og persillen hold fast i et bundt på spækbrættet, med den venstre, er han klar til at hakke persillen, og som resultat af hakkeriet, fylde køkkenet med den friske duft.
Pludseligt står hun der. Lige ved siden af ham. Nærmest uden nogen form for kontrol, svinger han den tunge Damaskus kniv med højre arm, i hendes retning og med kurs efter hendes hals. Ude af stand til at stå imod og chanceløs i kampen imod impulsen, rammer kniven og efterlader et massivt gabende hul i hendes strube, mens ikke én eneste lyd kommer fra hende, mens hun falder ned på det hvide køkkengulv, i en hurtigt akkumuleret pøl af blod. Billedet af hende liggende dér, mens hans holder Damaskus kniven, får ham til at stivne. Hans ansigt er fuld af rædsel og panik, farven på hans ansigt går i et med de hvide køkkenskabe. Frygten for dette scenarie er blevet til virkelighed, når han at tænke, da en høj lyd der kommer fra gangen, får revet ham ud af sine tanker. Det er dørtelefonen der hyler efter ham. Han kigger på uret, vis visere fylder ham med et velkendt ubehag, men en befriende og velkommen lettelse.
Endnu en kaotisk morgen. Mørbanket af 3 timers full-body fra i går, ja jeg træner, og børnenes evige palaver om morgenen. Klokken er 08:20 da jeg kommer af sted i mod kontoret og jeg må erkende at det ikke bliver i dag, at jeg når det til tiden. Heldigvis er der højt til loftet, men jeg er sikker på jeg bliver budt velkommen af en salve jokes, så snart jeg træder ind i lokalet.
Da klokken slår 08:31 får jeg logget på det daglige Teams-møde, mens jeg triller af sted på motorvejen. I går aftes læste jeg en utrolig interessant artikel om varmepumper, det skal jeg huske at tale med chefen om. Morgenmødet er i gang og mine kolleger har sagt godmorgen, da det bliver min tur til at fortælle om min dag.
“Jeg har et spændende møde, men ellers skal jeg ringe. I øvrigt skal jeg lige vende noget med dig, chef” siger jeg grinende. Der er bumstille. Efter et par sekunder, kan jeg høre nogle robotagtige-grin og det går op for mig, at jeg ikke har signal. Jeg prøver at kommunikerer dette, men jeg ved ikke hvad der bliver sagt på mødet.
08:35 er lyden tilbage, og jeg kan høre at runden er slut. “Hvis det ikke er mere så..” bliver der sagt. Det er nu! “Vidste i godt, at varmepumper skal vedligeholdes mere end man først troede?” får jeg spurgt.
Da klokken slår 08:47 har jeg parkeret bilen og netop trådt ind i lokalet. Klar til salven. Det er meget sjovt, men det kan godt blive for meget. I dag er det dog i orden, for jeg huskede min smoothie.
Cold calling har aldrig været min yndlings aktivitet, men jeg ved det er et nødvendigt onde i dette job. Jeg er en relations mand og ikke en pistol sælger.
Dagen starter for alvor nu og jeg får ordnet de sager, som siden igår har pyntet indbakken. I hvert fald nogle af dem. Kaffen er generelt god her på kontoret og i dag er ingen undtagelse. Efter nedlæggelsen af min 1 liters vitamin samt sundhedsbombe, ryger den første kop koffein ned i svælget.
Telefonen ringer – første snak, ét salg. God start.
I dag bliver en god dag kan jeg mærke, mens jeg kigger ud af vinduet og smiler. Noget rumsterer. Det kom ud af ingenting. Det er nu kan jeg mærke. Jeg tænker ofte over om det er laktosen eller det sorte koffeinholdige slam, måske noget andet?
Jeg orienterer mig kort og vurderer at der er ledigt. Rejser mig fra min plads og bevæger mig nærmest lydløst i retningen af porcelæns-tronen.
Her er jeg fri. Intet pres fra arbejdet. Ingen bekymringer fra hjemmefronten. Endorfiner der strømmer igennem hjernen, mens ryggen tømmes, som er det eneste pres jeg mærker her.
Dette frirum giver mig ligeledes mulighed for, at jeg kan finde inspiration. Artikler jeg kan dele med de andre i pausen, til morgenmødet eller sågar når jeg kommer ud herfra?
Jeg er nærmest i trance, da det går op for mig, at jeg har siddet her i 20 minutter. Ny viden, et klart sind, en tømt ryg – nu snakker vi!
10:51 siger klokken da jeg igen sidder på min plads. Her kommer jeg i tanker om en spændende virksomhed jeg netop har læst om. Det er Jyllands største producent af opbevaringskasser i pap, brugt i fiskeindustrien. Det er et sindssygt lead til de andre, siger jeg til mig selv, inden jeg sender det af sted.
10:52 og jeg fornemmer endnu en humør salve, rettet delvist imod mig og Vestjysk Box Fabrik A/S, som tilsyneladende ikke var aktuelt. Det er tanken der tæller, siger jeg til mig selv.
11:29 og størstedelen af mine kolleger har rejst sig, nærmest synkront og i rituel symbiose. Frokosten er hellig og hvis nogle har begået den fejl, at lægge et møde ind i dette tidsrum, bliver man efterladt på kontoret. I dag er alle dog med og bedømt ud fra hastigheden hvorpå deres jakker blev taget om kroppen, er mine kolleger sultne. Bare det ikke er fisk i dag.
Et par minutter efter står jeg med min tallerken i kantinen og til mit held, er det den hellige treenighed i dag. Kylling, hummus og tzatziki. Et bjerg af protein fylder min tallerken, mens mit ansigt fyldes af smil og forventningen glæde. Jeg skal destruerer dette bjerg om lidt. Måske skal bjerget efterfølges af en lille bakketop.
12:03 bliver klokken da jeg igen er at finde på min plads. En smule groggy af den proteinholdige næring fra før, men jeg kan nærmest mærke min krop takke mig, efter afstraffelsen i går. Jeg træner jo. Kaffe er hvad der skal til vurderer jeg, mens jeg venter på at køen til koffein-maskinen stilner af.
12:57 sker det igen. En følelser der starter med en summen i fødderne og langsomt bevæger sig op til maven. Det rumsterer noget så eftertrykkeligt og jeg overvejer om min sidemand kunne mærke vibrationerne, gennem vores hæve-sænke-borde, som er i berøring med hinandens. Jeg kigger rundt, ser mit snit og skynder mig ud.
Ritualet er i gang for anden denne dag. Alt forløber som det skal og jeg er fuld af fornyet energi.
14:04 og jeg har fået ordnet det meste. Jeg er ikke typen der tager mange kald, men jeg tager de rigtige. Det netop afholdte møde var ét af de rigtige og bliver til et salg, samt en god relation. Da jeg fortæller om mødet får jeg ros – det føles godt! Jeg skal hente børnene omkring klokken 15, så jeg har tid til at runde dagen af.
14:27 ringer telefonen . Hvem helvede ringer til mig nu? Jeg er så tæt på at kalde det endnu en dag. “Det er Per fra arbejdspladsen”, starter jeg med den mest professionelle tone jeg kan finde frem, så langt ud på eftermiddagen. Hurtigt finder jeg ud af, at det er min kollegas kunder, hvorfor jeg ånder lettet op, og få lettere elegant givet sagen videre rette ejermand.
14:31 får jeg sagt farvel til mine kære kolleger. Igen får jeg ros for min indsats, som varmer mig i det indre. Jeg takker pænt og siger tak for i dag.
14:40 og jeg er igen på motorvejen, som jeg nærmest svæver igennem. Der er ingen trafik og jeg ramte ingen røde lyssignaler. Man burde vel næsten købe et par ekstra rækker til i aften? Jeg reflekterer i taknemlighed over dagen. Professionelt gik alt som smurt, frokosten en hjælp til transformationen imod en græsk skulptur, men vigtigst af alt havde jeg en god dag med mine kolleger. Denne gruppe mennesker betyder alt for mig, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, på trods af de mange drillerier, at alle kan lide mig for den jeg er.
Jeg er Per fra arbejdspladsen. En éner, en legende. I dag var en god dag.
Jeg har skrevet et brev. Ordene i brevet har rumsteret i mit hoved, siden jeg første gang fik overbragt nyheden for et lille år siden. Det kom som et chok, da jeg stødte ind i en gammel veninde fra gymnasium-tiden, som spurgte mig om jeg havde hørt om dét, med ham. Til det spørgsmål refererede hun ligeledes til en artikel om sagen, som både fik adrenalinen til at suse igennem kroppen, men på samme tid gjorde mig trist til mode, da jeg læste artiklen samme aften.
Er det virkelig sandt? Er det virkelig ham? Det blev hurtigt klart, efter lidt detektiv arbejde, at svaret på de to spørgsmål var ja, og da der endeligt blev afsagt dom i sagen, var der ingen tvivl. Dér var han – på forsiderne.
Brevets indhold cirkulerede i mit indre alt for længe, men det var klart hvad jeg vil have han skulle vide. Denne person var en stor del af de fantastiske og turbulente ungdomsår, hvor også min familie fik en nær relation til den nu dømte mand, som flere yndede at kalde mit vedhæng på og omkring gymnasiet.
En sætning som gik igen og igen, da tankerne faldt på at skrive til ham lød således: en mand er ikke summen af dennes beslutninger. Om det er noget jeg engang har læst eller om det er et originalt citat er jeg ikke klar over, men grundet sætningens genklang, hver eneste gang jeg tænkte på ham, ved jeg at det er dybtfølt. Det er dét jeg skal have sagt til ham.
Jeg fordømmer dog hans handlinger. Hvordan man kan gøre sådan mod andre mennesker, har selv ikke jeg fantasi til at forstå, men så igen, hvem ved hvordan han så verden i det moment?
Man skal være rablende psykotisk, hvis man sætter familieliv med børn og villa over styr, for noget man ALDRIG vil kunne slippe af sted med. Så hvorfor gjorde han det, spørger jeg mig selv om. Alle der på et tidspunkt har krydset hans vej, ved at han er en særling, og alle dage har været det. Uden nogen form for forståelse for andre menneskers personlige rum, og en galoperende ADHD, som ikke stopper for rødt.
Igennem mit forhold med ham og hans familie, ved jeg at skeletterne i skabet giver Naturhistorisk Museum kamp til stregen, mens dynamikkerne på familie-fronten kan sammenlignes med et Hitchcock plot. Jeg har set en mand på randen af komplet mentalt kollaps, også lige lidt over, så asfalt vejen fik på kasketten, mens blodet sprøjtede ud til alle sider.
Og nu sidder han der. Helt alene, fordømt og har mistet alt. En mand jeg stolt kaldte min bedste ven for mange år siden, selv om folk synes han var for mærkelig til at kendes ved. Jeg blev glad da jeg så hvordan hans liv havde udviklet sig, for han fortjente at være lykkelig. Det lignede i hvert fald lykken var gjort ud ad til. Derfor vil jeg ikke dømme ham ene og alene ud fra denne tragedie. For jeg ved han var et godt og misforstået menneske, hvorfor jeg håber og tror, at det menneske jeg engang kendte, stadigvæk har sin eksistens i ham.
Derfor lykkedes det mig endelig at skrive brevet færdig for et par uger siden, hvor jeg fortæller ham om min sætning. Jeg fortæller ham hvad jeg tror han gerne vil høre. Hvad jeg ved han har brug for at høre, mens han sidder der alene i cellen. Fra undfangelsen af det fysisk manifisteret brev på mit kontor et sted på vestegnen, ned i en kuvert, ned i attachetasken, med hjem til Nørrebro, klar til at blive.. lagt ned i skuffen.
Og her ligger det endnu.
Det er tilsyneladende nemt, at tænke på at gøre noget. Dernæst skal det igennem en skabelsesproces, som man skulle tro var den svære del. For mig tog det 180 dage, plus minus. Alligevel, selvom det skide brev er klar til afsendelse, er der noget der afholder mig fra at sende det af sted. For på trods af at jeg gerne vil fortælle ham, at han ikke er alene i denne verden, og jeg ved hvem han i virkeligheden er, ved jeg ikke om jeg er klar til det.
Min konklusion må være, at den svære del i denne sag, er som så mange andre situationer involverende mennesker og dybe følelser, er at fortælle folk hvordan man i virkeligheden går og har det. Med dem eller generelt er underordnet. Om det er ens egne inderste tanker om sit forhold, misbrug, angst eller sorg, kommer tankerne lettere end selve handlingen.
I skuffen er brevet at finde. Og det bliver det ved med for nu.
Frustration i kølvandet på en hyggelig stund. At det er hende og ikke mig, som efter blot 24 timer med min svigermor, skaber kontroverser. Det er trods alt hendes mor og den evige kliché om svigermor på besøg rammer ikke inden for skiven hos mig. I hvert fald ikke ud ad til. Måske gør det i virkeligheden hende til et mere ærligt menneske. For når man opretholder en facade, selvfølgelig med et vis mængde af jeg reelt godt kan lide svigermor, men i virkeligheden bedst kan lide, at der ikke er problemer mellem mennesker omkring min tilstedeværelse, hvad er så mest ægte?
En konstant strøm af snak og spørgsmål, som jeg naturligvis altid besvarer, men som jeg mest af alt har lyst til at ignorere. Mine egne behov for at nyde mine hobbyer eller se restorations videoer på YouTube, til sidestillet. Den mængde af energi der skal bruges på at planlægge og handle ind til vegetariske retter. Alt sammen gjort med et smil, for at holde svigermor glad. Hun har trods alt fløjet halvvejs rundt om kloden for at se hendes datter, og naturligvis mig selv.
Og så er det hende der skaber det første kontrovers. Efter bare 24 timer.
Den evige brandslukker tændes og gør hvad den er programmeret til. Jeg kom igennem det første bump, ved at banke rationalitet ind i knolden på hende – i hvert fald for nu. Lad os håbe at på dette sviger-besøg, på dette sviger-besøg bliver det anderledes.
Brandslukkeren på sat standby, men den er klar til udrulning med fuld udrykning og sirener, skulle der være det mindste optræk til uro. Så længe der ikke er dårlig stemning hvor jeg befinder mig, kan hobbyer og andet vente. Facaden kan bevares, så længe det kræves.
Det er det samme mønster, som konsekvent går igen til hver eneste sammenkomst. Det forekommer kun når fælles nævneren er svigermor, datter og jeg.
Kan det tænkes, at besøg fra svigermor og det følelser der forekommer i denne forbindelse, hvad end det er en dag eller 9, som i dette tilfælde, i virkeligheden ikke handler om svigermor som person. I stedet handler det om forholdet mellem sin partner og deres mor. Er det freudianske fortrængninger, uløste traumer og gamle teen-age-tiders frustration, som i virkeligheden kan gøre klichéen om svigermor (eller svigerfar), til virkeligheden om forholdet mellem forældre og barn, med partneren på sidelinjen som gidsel i dramaet?
Adspredt 